Forbrugerfesten Black Friday løb af stablen fredag med vilde tilbud, der i nogle tilfælde virkede for gode til at være sande.

I nogle tilfælde var de det også.

Det var tilfældet for stribevis af løbeentusiaster, der havde jagtet et godt tilbud hos Nordic Race. Her kunne man få helt op til 100 procent rabat på en billet til det eftertragtede løb.

Flere personer kommer imidlertid med skuffede meldinger på Facebook, da de efterfølgende har fået en e-mail med beskeden om, at de ikke har fået rabatten alligevel.

Heidi Chie Inoue Haustrøm føler sig snydt efter at være blevet lovet en gratis billet til Nordic Race, som efterfølgende blev trukket tilbage. Privat foto.
Heidi Chie Inoue Haustrøm føler sig snydt efter at være blevet lovet en gratis billet til Nordic Race, som efterfølgende blev trukket tilbage. Privat foto.
Vis mere

En af dem er Heidi Chie Inoue Haustrøm, der sad klar ved computeren med en veninde op til, at tilbuddet blev tilgængeligt.

»Man fik tilsendt otte rabatkoder, og ud fra dem kunne man få fra 15 procents rabat op til 100 procent,« siger hun:

»Vi fik en mail om, at det var bekræftet, og at vi havde fået billetterne, men to timer senere fik vi en mail om, at vores billetter er ugyldige og et tilbud om at få 20 procents rabat i stedet for.«

Den besked undrer Heidi Chie Inoue Haustrøm sig stadigvæk over.

»Min veninde og jeg blev tossede. Vi talte om, at vi burde kontakte Forbrugerombudsmanden,« siger hun.

Hos Nordic Race endte Black Friday med at blive særdeles sort fredag, fortæller Jonas Elming, der er stifter og medejer af Nordic Race.

»Vi havde programmeret koderne til, at de kunne gælde 'x'-antal gange, så når der var 'x'-antal personer, der havde brugt koderne, ville de ikke fungere længere. Desværre var der en fejl, så en af koderne ikke havde en begrænsning på, og det var selvfølgelig koden, der gav 100 procent rabat,« siger han og tilføjer, at der burde have været en begrænsning på tre gratis billetter:

»Der er flere hundrede, der har fået en gratis billet, så når man regner det om til kroner og øre, bliver det omkring 200.000 kroner. Vi er en lillebitte butik, så vi kan simpelthen ikke sige 'skidt pyt'.«

Burde I ikke sikre jer, at der er styr på teknikken, når I lover så godt et tilbud?

»Det kan du have fuldstændig ret i. Jeg kan ikke forklare andet, end at jeg har lavet det her i otte år, og vi har de sidste fem år brugt det samme system til at lave koderne med. Så hvordan det kan ske, kan jeg desværre ikke svare på. Det er simpelthen den værste Black Friday, jeg har været med til i mit liv.«

Nogle af B.T.s læsere er måske også nogle af dem, som er blevet lovet mere, end I kunne holde, hvad vil du sige til dem?

»Jeg kan ikke sige andet, end at vi har siddet på vores lille kontor i København og glædet os over den gimmick, som Black Friday skulle være. Vi sad og jublede, da vi så, hvor mange der var inde på hjemmesiden. Bagefter kan jeg ikke huske, at der har været så dårlig stemning før.«

Gemmer der sig ligefrem en undskyldning?

»Ja, det er en kæmpe undskyldning. Vi er sindssygt kede af det, der er sket. Jeg er godt klar over, at folk ikke kun føler sig snydt, men at vi også har spildt manges tid, når de har siddet klar ved computeren. Jeg kan ikke forklare, hvordan det kunne ske, men det er en kæmpe undskyldning,« siger Jonas Elming.

For Heidi Chie Inoue Haustrøms vedkommende er det ikke sikkert, at hun vil takke ja til tilbuddet om 20 procent.

»Jeg har ikke besluttet mig endnu. For mig virker det som et reklamestunt for at tiltrække flere kunder og bagefter spise dem af med 20 procent,« siger hun.