Netto-supermarkedet på Korshøjen i Århus-forstaden Risskov er midlertidigt lukket.

Det skyldes mistanke om skadedyr i butikken.

Det var en kunde, som mandag kontaktede personalet efter at have set skadedyr i supermarkedet, oplyser Salling Group til stiften.dk.

Supermarkedet er lukket på ubestemt tid, mens eksperter i skadedyrsbekæmpelse undersøger sagen.

Eksperterne har ifølge stiften.dk endnu ikke fundet skadedyr i supermarkedet.

Netto håber at kunne genåbne inden længe.

På et skilt på døren henvises kunderne til Netto på Ndr. Strandvej.

Et Netto-supermarked på Frejasvej i Hillerød fik i maj en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner, blandt andet fordi friske fødevarer blev placeret ude foran åbne affaldscontainere og under åben himmel og altså frit tilgængelige for skadedyr og lignende.