Der var lagt op til en rendyrket gyser, da Netflix natten til torsdag aflagde regnskab for tredje kvartal af 2019.

Kvartalet forinden var så stor en skuffelse, at Netflix' aktie i de efterfølgende måneder faldt med knap 22 procent. Det skulle nattens regnskab – det sidste, før Apple og Disney kommer på markedet med gigantiske tjenester – rette op på.

Det gjorde det kun til dels for Netflix, der nu har en samlet gæld på 84 milliarder kroner. Det skriver Financial Times.

Netflix måtte nemlig for andet kvartal i træk erkende, at de havde underpræsteret i forhold til at hente det antal abonnenter, de selv havde regnet med.

I andet kvartal af 2019 fik Netflix 'kun' 2,7 millioner nye abonnenter på verdensplan. Det var kritisk langt under de fem millioner, Netflix havde forventet.

Nattens regnskab for tredje kvartal var trods alt bedre.

Her havde Netflix regnet med en vækst på syv millioner nye abonnenter. De hentede 6,77 millioner.

Selvom det var noget tættere på målet end i andet kvartal, har anden underpræstation i træk sat gang i spekulationer omkring Netflix' evne til at fastholde væksten, når konkurrencen bliver intensiveret kraftigt de kommende måneder, skriver Wall Street Journal.

Den 1. november kommer Apple TV+ på markedet med tv-serier og film til en samlet værdi af syv-otte milliarder dollar.

Samtidig kommer Disney på markedet med tjenesten Disney+ med et enormt katalog af film og serier.

De to tjenester forventes at blive en bombe under markedet på verdensplan – og seriøse konkurrenter til Netflix.

Regnskabet bød dog også på masser af plusser for Netflix.

Reed Hastings ryster ikke ligefrem i bukserne over konkurrencen fra Apple og Disney.
Reed Hastings ryster ikke ligefrem i bukserne over konkurrencen fra Apple og Disney. Foto: José Méndez (es-ES)
Vis mere

På trods af den anden underpræstation i træk steg Netflix’ aktie med omkring 8,5 procent i timerne efter offentliggørelsen, skriver Financial Times.

Markedet havde ganske enkelt regnet med et ringere resultat – og den positive overraskelse gav altså et boost på aktiekursen.

Derudover kunne Netflix endnu en gang præstere en rekordomsætning.

Den lød på 5,2 milliarder dollar – eller omkring 35 milliarder kroner – i tredje kvartal af 2019.

I Netflix ryster man ikke ligefrem i bukserne over den forestående konkurrence fra Apple og Disney.

I forbindelse med regnskabet skriver direktør Reed Hastings om konkurrenterne:

'Lanceringen af de nye tjenester kommer til at larme. Der kommer måske noget moderat modvind i forhold til vores vækst på kort sigt, men det har vi forsøgt at indregne i vores guidance,' skriver Reed Hastings:

'På længere sigt forventer vi dog, at vi vil vokse pænt på grund af styrken af vores tjeneste og de store muligheder i markedet.'

Heller ikke Apple og Disneys tjenester ryster Reed Hastings.

»Mens de nye konkurrenter har nogle fantastiske titler (specielt i bagkataloget), har ingen den bredde, diversitet og kvalitet af nye og originale titler, som vi lige nu producerer i hele verden.«

Netflix har da også noget af et forspring i forhold til antallet af abonnenter.

Ved udgangen af september 2019 havde Netflix 158,3 millioner betalende abonnenter på verdensplan.