Netsupermarkedet Nemlig.com lokker med en slankekasse med måltider, der 'indeholder få kalorier pr. person'. Der er bare lige ét problem.

I uge 3 består slankekassen blandt andet af ingredienserne til kyllingefrikadeller med kokosris og grønt.

B.T. er i besiddelse af opskriften, hvoraf det fremgår, at retten i alt har en næringsværdi på 869 kcal.

Det er alt for meget, hvis man ønsker at slanke sig, lyder det fra to kliniske diætister ved Institut for Idræt og Ernæring under Københavns Universitet.

'Energiindholdet er for højt til at være slankekost. Et aftensmåltid på 869 kcal er ikke et slankemåltid, slet ikke hvis der er tale om en kvinde,' skriver Marianne Juhl og Anne Marie Raabyemagle i en e-mail til B.T.

Anbefalingerne lyder normalt på, at aftensmåltidet er på mellem 500 og 833 kcal. Og hellere i den lave ende, pointerer de to diætister.

'Vi anbefaler normalt at fordele dagens energi/måltider mere hensigtsmæssigt over dagen. Det er aldrig en god idé at gemme kalorierne til et stort måltid,' skriver de.

Også en af Danmarks førende eksperter i ernæring, professor Arne Astrup, Københavns Universitet, vender tommelfingeren nedad til måltidet, hvis målet er at slanke sig. 45 procent af energien kommer fra fedt.

»For almindelige raske personer, der gerne vil tabe sig, er det et meget højt fedtindhold og samtidig et proteinindhold i underkanten, hvis meningen er, at man skal reducere kalorieindholdet til f.eks. 1500 kcal om dagen. Opskriften egner sig bedst til type 2-diabetikere,« siger han.

B.T. ville gerne have lavet et interview med nemlig.com, men det har virksomheden ikke ønsket at stille op til. I stedet har vi fået et svar på e-mail.

'Vi har desværre set en fejl i vores annoncering af vores Slank Øko Måltidskasse, hvor der fremgik et forkert antal kalorier på vores annoncer. Vi beklager naturligvis denne fejl, der blev opdaget i starten af januar, hvorefter annonceringen straks blev stoppet og rullet tilbage,' skriver netsupermarkedet.

Ifølge nemlig.com er måltidskasserne udarbejdet i samarbejde med kogebogsforfattere eller fagpersoner, der er uddannet inden for ernæring- og sundhed.

Arne Astrup er ikke umiddelbart imponeret.

»Man kan godt spise op mod 900 kalorier i sit aftensmåltid, men hvis man vil slanke sig, skal man så ikke spise ret meget resten af dagen. Det er simpel biologi,« forklarer han.

Hvis man er mand og forbrænder omkring 2.500 kalorier om dagen, skal man ikke indtage mere end 1.500 kalorier, hvis man vil tabe sig.

»Det vil give et vægttab på omkring 150 gram om dagen. Det er ikke nogen skrap kur,« bemærker Arne Astrup.

Her får man en udfordring med kyllingefrikadellerne fra nemlig.com.

»Spiser man 900 kalorier til aftensmad, er der kun 600 tilbage. Det bliver noget med havregyn med minimælk og en meget sparsom rugbrødsmad til frokost,« siger Arne Astrup.

Han kommer med en opfordring til nemlig.com.

»Hvis man sælger slankekasser, bør man have fokus på, at de er spækket med fiber og fuldkorn. Det giver mæthed. Også gerne godt med protein - det kan både være linser og bønner, ost og mejeriprodukter. Og så bør man samtidig fortælle folk, hvordan de skal håndtere det - at de skal tilstræbe et kalorieunderskud, hvis de vil tabe sig.«