Av, av, av. Boligejerne i Danmark kan kun se passivt til, mens friværdierne smuldrer som porøse fuger mellem fingrene på dem.

I december faldt huspriserne for sjette måned i træk. Denne gang med 2,7 procent i forhold til måneden før, og det bringer prisfaldet op på hele 9,2 procent, siden huspriserne på landsplan toppede i juni sidste år.

De massive prisfald betyder, at boligejerne har tabt store summer i friværdi.

Værst er det gået ud over husejerne i Gribskov Kommune, hvor huspriserne er faldet monstrøse 25,8 procent siden juni sidste år.

Det betyder, at ejeren af et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i den nordsjællandske kommune har set 808.920 friværdikroner flyve ud ad parcelhusvinduerne siden sankthans.

I juni kunne den gennemsnitlige boligejer i Gribskov Kommune nemlig sælge sit hus for cirka 3,14 millioner kroner. I december ville køberne kun give cirka 2,33 millioner kroner for det samme hus.

Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, ser tilbage på det, hun kalder et »bemærkelsesværdigt år« på boligmarkedet.

»Året blev indledt med stigende handelsaktivitet og masser af mod på at købe ny bolig, som vi også har set det i de foregående år. Det førte til svagt stigende salgspriser igennem første halvår,« siger hun og tilføjer:

»Men samtidig begyndte effekterne af det stigende renteniveau, stigende energipriser og høj inflation for alvor at vise sig efter sommerferien. Den cocktail af økonomiske faktorer førte i efteråret til en stærk opbremsning i boligsalget og kraftige prisfald.«

Kigger på man prisudviklingen over de seneste 12 måneder, er tabet knap så voldsomt, viser beregninger, som Nordea har foretaget på baggrund af Boligsidens tal.

Når man tager de gode måneder af 2022 med i ligningen, kom de danske husejere ud af 2022 med et tab i friværdierne på 6,4 procent.

Det betyder, at den gennemsnitlige husejer i Danmark de seneste 12 måneder har tabt 154.000 kroner i friværdi.

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.
Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.
Vis mere

»Boligejerne oplever i øjeblikket en udhuling af deres friværdi som følge af de faldende priser. Da vi gik ind i 2022, kostede et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter 2.427.000 kroner, mens det samme hus i dag handles for 2.272.000 kroner,« siger boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann.

I København lyder tabet i friværdi de seneste 12 måneder på knap en halv million kroner.

Og nedturen fortsætter. Pilen peger nemlig også nedad i år, lyder det fra Lise Nytoft Bergmann:

»I 2023 forventer vi, at prisfaldene fortsætter, men i et knap så voldsomt tempo som i andet halvår af 2022.«

Også ejerne af ejerlejligheder er hårdt ramt.

De har oplevet et prisfald på 1,8 procent fra november til december, og samlet er priserne raslet ned med dramatiske 10,1 procent siden pristoppen i maj sidste år.

Priserne på sommerhuse lider også. I december faldt de med 1,8 procent, og det betyder, at det samlede prisfald når op på 4,7 procent siden juni sidste år.