Lyt til artiklen

Det hører til sjældenhederne, at en nyhed om elpriser i disse tider kan være positiv.

Men det er rent faktisk tilfældet her.

I hvert fald er det en god nyhed for de omkring 750.000 danskere, der er elkunder hos Norlys-ejede N1.

Det skriver Finans.

N1 har nemlig besluttet, at man sløjfer den såkaldte nettarif, som du betaler for transport af strøm.

»Vi står i en helt særlig situation, hvor mange danskere er voldsomt presset af de stigende energipriser. Vi ved godt, at det ikke i sig selv er nok til at redde julen, men ved helt at fjerne nettariffen fra elregningen i december har vi gjort, hvad vi kan, for at hjælpe kunderne i en trængt julemåned,« siger Carsten Bryder Thejls, der er administrerende direktør i N1, til Finans.

Ifølge Finans vil tiltaget betyde, at en familie med to voksne og to børn vil spare omkring 350 kroner på decemberregningen.

I alt svarer det til 300 millioner kroner, som elselskabet giver kunderne i 'rabat'.

Tiltaget er dog 'kun' til og med december.