Flere tusinde danske virksomheder – og næsten 85.000 danske husstande – får snart en ekstraregning.

Og det undrer i den grad en ekspert.

»Solcelleejerne bliver jo kørt fuldstændig over af det her. Derfor forstår jeg godt, hvis de er utilfredse,« siger Mogens Pilgaard Sørensen, uafhængig energimægler og ejer af rådgivningsfirmaet MPS-Solutions, til Finans.

Det er det statslige Energinet, som fra næste år indfører en ny prismetode, som vil koste godt 4.500 virksomheder og knap 85.000 privatkunder en samlet ekstraregning på omkring 60 millioner kroner.

Det drejer sig om virksomheder med egen energiproduktion og private husstande med et solcelleanlæg eller en husvindmølle.

Hidtil har de kunnet betale transporttillæg til Energinet af det årlige nettoforbrug af el. Fra og med næste år skal de i stedet betale transporttillæg for al el hentet fra det kollektive elnet uden mulighed for modregning af strøm, de selv har produceret så som sol- og vindmøllestrøm.

Hvor virksomhederne risikerer merudgifter i millionklassen, slipper de private husstande i gennemsnit med en årlig ekstraregning på 475 kroner med overgangen fra netto- til bruttobetaling af eltariffer.

Mogens Pilgaard Sørensen påpeger imidlertid, at private solcelleejere i 2012 blev lovet, at deres afregningsvilkår ikke ville blive ændret før 2032, men ifølge afdelingsleder i Energinet, Marie Budtz Pedersen, er indførelsen af den nye prismetode ikke et brud på løftet til solcelleejerne.