Er du en af de husejere, hvis grundskat stiger næste år, kan du tage det helt roligt.

Således lyder rådet fra Bolius' fagekspert indenfor boligøkonomi, Jørgen Munksgaard Rasmussen.

»Der er intet at være urolig for, for der er ingen, der skal af med penge her og nu,« siger han til B.T.

Folketingets finansudvalg har netop godkendt økonomien i en aftale mellem regeringen og kommunerne, og denne aftale får betydning for boligejere i 48 kommuner.

Her vil grundskylden fra 2020 nemlig stige med 5,8 procent.

Og det er særligt i hovedstadsområdet, den nye aftale vil kunne mærkes på pengepungen, forklarer Jørgen Munksgaad Rasmussen til B.T.

»De områder, der bliver ramt, er dem, hvor huspriserne er løbet fra resten af landet,« siger han.

Men der er altså ingen grund til panik, lyder fra fageksperten indenfor boligøkonomi.

Grundskylden bliver nemlig fastfrosset, så der er altså ingen, der kommer og banker på døren med et krav om straksbetaling.

Husejerne har derimod to muligheder for at betale beløbet.

Begge meget optimale, forklarer Jørgen Munksgaard Rasmussen.

»Det hele handler om, hvor mange penge man har mellem hænderne,« siger han og fortsætter:

»Hvis du har pengene, kan du ligeså godt indfri beløbet, men hvis du har lån i banken, kan du lige så godt betragte det fastfrosne beløb som et billigt lån.«

Den fastfrosne grundskyld bliver nemlig ikke pålagt etableringsomkostninger, og renten ligger på under én procent. Derfor kan det - hvis man ikke har pengene i overskud - godt svare sig at vente med at betale beløbet, til man flytter.

»Når man sælger et hus, er der så mange andre udgifter. Her vil den fastfrossede grundskyld være den mindste,« siger Jørgen Munksgaard Rasmussen og fastslår:

»Der er altså ingen sort hånd, der kommer ned og griber fat om parcelhuset, når du flytter.«