Det danske møbelfirma Wood Studios konkurs er omgærdet af en del mystik.
Af flere årsager.
For det første begyndte konkursbehandlingen ved retten i Kolding først 3. august – selvom selve konkursbegæringen blev indleveret 10. juli, skriver Statstidende ifølge Avisen.dk.
For det andet er der mystik om, hvem der reelt stod i spidsen for Wood Studio, da det Fredericia-baserede møbelfirma gik konkurs.
Christina Koch Petersen grundlagde Wood Studio, men overfor Fredericia Dagblad lader hun forstå, at hun ikke er klar til at sige mere om konkursen.
Slår man Wood Studio op i CVR-registret, står Heinrich Ilskov Jessen imidlertid som møbelfirmaets ejer og direktør.
Men han fortæller til Fredericia Dagblad, at han ikke ved, hvem der begærede virksomheden konkurs og kalder sig 'proformaejer'.
9. august ved 6.30-tiden er Wood Studios hjemmeside og webshop stadig aktiv, og konkursen nævnes ikke på forsiden af hjemmesiden.
Wood Studio, som blandt andet restaurerede og videresolgte danske designmøbler, havde ifølge CVR-registret syv ansatte i maj.
Møbelfirmaets eneste regnskab, som dækkede perioden marts til december 2022, viser et underskud på 115.484 kroner efter skat.
