Da 28-årige Shuyu Chen fra Viby nær Aarhus søndag eftermiddag skiftede ble på sin kun 18 dage gamle datter, blev hun mødt af et syn, hun havde svært ved at fatte.
Først troede hun, at det var et stykke papir, der sad fast på numsen af hendes lille pige. Så gik det op for Shuyu Chen, at det var et glasskår, fortæller hun.
»Jeg synes, det er forfærdeligt. Det var et meget skarpt glasskår, så hun kunne være kommet til skade. Hun har ligget og sovet i fire timer med et glasskår i bleen,« siger Shuyu Chen.
Hun er helt overbevist om, at glasset lå i bleen, da hun tog den ud af pakken fra Libero.
»Liberos produkter er ikke billige, så kvaliteten bør ikke være noget problem. Jeg havde aldrig troet, at en af deres bleer kunne indeholde et glasskår,« siger Shuyu Chen.
Til at starte med blev hun enig med sine svigerforældre – som havde overværet bleskiftet - om, at når der ikke var sket nogen skade på den lille pige, så var der ingen grund til at gøre noget videre ud af den chokerende oplevelse.
Men så gik Shuyu og grublede over situationen og besluttede sig for at klage.
Hun sendte en mail til Essity, som er det firma, der ejer Libero.
De svarede Shuyu mandag morgen med en beklagelse og et tilbud om 24 nye pakker bleer som undskyldning for oplevelsen.
Samtidig bad de Shuyu om at sende bleen og glasskåret, så de kan undersøge, hvad der er sket.
'Det er naturligvis helt uacceptabelt, at der er objekter i en ble, der kan skade et barn, og vi forstår, at det vækker bekymring’, skriver Jennie Andersson, ansvarlig for produktsikkerhed hos Libero og Essity, i en mail til B.T.:
’Vi tog straks oplysningerne meget alvorligt, og vi følger nu strenge, interne processer for at klarlægge, hvad der er sket’.
Hun opridser herefter en lang række procedurer, som skal følges i forbindelse med produktionen af Libero-bleer.
Karakteren af de procedurer gør, at Essity ikke tror på, at glasskåret er kommet i bleen i forbindelse med produktionen.
’Det er ikke muligt at vide præcist, hvordan glasstykket er kommet i emballagen, før vi har fået tilsendt glasset og bleen og foretaget en analyse. Men meget tyder på, at det skete, efter pakken forlod fabrikken i Falkenberg, Sverige’.
Shuyu Chen føler ikke nødvendigvis, at sagen er afsluttet, når hun får 24 pakker bleer fra Libero.
En af hendes veninder foreslog hende, at hun tog kontakt til B.T. og fortalte historien – og det valgte hun så at gøre.
»Jeg synes, at alle familier skal være opmærksomme på det her,« siger Shuyu Chen.
Hos Essity venter man nu på at få tilsendt bleen og glasskåret, så de kan fastlægge, hvad der er sket.
Jennie Andersson bekræfter, at de har tilbudt Shuyu Chen 24 pakker bleer som kompensation for, at hun nu skal bruge tid og kræfter på at sende bleen med glasskåret tilbage til Essity.