Det vrimler med gode burgere i København, og der er nærmest en religiøs tilgang til, hvilken der er bedst.

Det er dog ikke alle burgerrestauranter, der har styr på det med hygiejnen.

Fødevarestyrelsen har senest valgt at politianmelde Burger Garage ved Halmtorvet på Vesterbro på grund af dårlig rengøring.

»Det er virkelig sur røv. Jeg er vitterligt ked af det,« siger restaurantejer Kamil Aliz, da B.T. fanger ham over telefonen.

Politianmeldelsen kommer i kølvandet på et kontrolbesøg onsdag i denne uge.

Ifølge kontrolrapporten blev der i to køleskabe fundet snavsede, gamle madrester, en død flue og mørke belægninger.

Ved en isterningmaskine var der mørke, snavsede belægninger og indtørret spildt væske på gulvet.

Yderligere var der fedtede, gullige belægninger på væggen bag grillen i produktionskøkkenet.

Også en metalplade mellem produktionskøkkenet og baglokalet var snavset med tykke sorte belægninger. Og der var snavs, støv og gamle madrester på gulvet i kølerummet.

Seks liter milkshake, to poser kartofler og bøtter med mayonnaise stod direkte på gulvet i kølerummet, står der i kontrolrapporten.

Ifølge Burger Garage skyldes den dårlige rengøring travlhed og oplæring af et nyt rengøringspersonale.

Ejer Kamil Aliz erkender, at det ikke er godt nok.

»Det har i mange måneder kørt fint, og så hopper kæden af igen. Jeg forstår det ikke,« siger han.

Burger Garage fik også i december sidste år en sur smiley på grund af dårlig rengøring. Dertil fulgte en bøde på 10.000 kroner.

Restauranten har dog efterfølgende ikke betalt bøden, og nu er det så kulmineret med en politianmeldelse.

»Det er pinligt. Jeg troede, vi havde betalt den,« siger Kamil Aliz og tilføjer, at han har betalt bøden så sent som i dag.

Ydermere har han holdt et møde med burgerrestaurantens personale for at få sat skik på rengøringen.

»Det er simpelthen ikke okay,« siger han.