»Dansk økonomi er fortsat stærk.«

Det var den første melding, da økonomiminister Stephanie Lose (V) tirsdag middag holdt pressemøde, hvor hun præsenterede Økonomisk Redegørelse, som er regeringens prognose for dansk økonomi.

I prognosen fremgår det da også, at købekraften, huspriserne og privat ansattes lønninger vil stige. 

Ikke desto mindre er mange danskere fortsat ramt på pengepungen af de voldsomme prisstigninger på eksempelvis dagligvarer, og lige nu er der rekord i antallet af danskere, der kæmper for at få dækket alle julens udgifter. 

Samtidig er forbrugertilliden - altså danskernes syn på økonomien - fortsat i kælderen. 

Økonomisk eksperter mener da også, at det måske er en for optimistisk prognose, Lose tirsdag har præsenteret. 

Stephanie Lose, du slår fast, at dansk økonomi fortsat er stærkt. Men det meget rosenrøde billede er jo ikke det, den gennemsnitlige danske forbruger oplever, når de er ude og handle, og skal betale for det hverdagen byder på.  Kan du ikke godt forstå, at det er meget, meget svært for den menige forbruger at forstå, at dansk økonomi er så stærkt, som du står og siger, den er lige nu?

»Det er rigtigt, at dansk økonomi står et stærkt sted, når man sammenligner med lande ude i verden. Det ændrer ikke på, at det er en økonomi, der er på vej ned i tempo. For så vidt angår husholdningerne, så tror jeg, at vi må ærlige og sige, at efter en periode med rigtig høj inflation, så er det klart, at det har man kunne mærke ude i husholdningerne,« siger hun, og slår fast, at regeringen jo ikke kan fjerne effekten af den tårnhøje inflation. 

Men danskerne mærker jo stadig konsekvenserne af den meget høje inflation. Kan du ikke godt se, at det er meget svært at se, at dansk økonomi står så stærkt, som du siger, den gør?

»Det er et meget nuanceret billede, og det er faktum, at dansk økonomi står stærkt. Og det er også et faktum, at husholdning har kunne mærke inflationen. Men i takt med, at købekræften bliver genoprettet i det nye år, så vil også kunne mærke, at man har bedre muligheder for at få pengene til at række,« siger Stephanie Lose, og slår fast, at det er forventningen af fødevarerne vil falde lidt i pris igen. 

Men når du selv er ude at handle, Stephanie Lose, synes du så også, at din økonomi står så stærkt, at du kunne købe det samme, som du kunne før?

»Jeg tror ikke, at man kan fjerne effekterne af inflation fuldstændig. Jeg handler i Rema 1000 hver søndag,« siger Stephanie Lose og tilføjer:

 »Når de har tilbud på smør til syv kroner, så  er det jo også en mulighed for at benytte sig af nogen af de der aktuelle tilbud, der gør, at man trods alt kan få pengene til at række. Det ved jeg, kan jeg mærke, at det er der mange danskere, der er optaget af.« 

Se B.T.s kritiske spørgsmål i videoen oppe over artiklen.