Det vakte vrede og stort postyr blandt kunderne, da YouSee i slutningen af april varslede en lang række kunder med ældre tv-pakker prisstigninger, der i nogle tilfælde beløb sig til 100 kroner om måneden.

Situationen fik Dansk Folkepartis Mette Dencker på banen. I et spørgsmål til ministeren bad hun erhvervsminister Simon Kollerup tage stilling til prisudviklingen hos YouSee.

Specifikt ville Mette Dencker blandt andet høre, hvad ministeren mente, den slags stigninger kunne få af konsekvenser for ‘pensionister og mindre bemidlede’.

Mandag landede ministerens svar så på Folketingets hjemmeside.

Og selvom Simon Kollerup erklærer, at prisstigninger på 100 kroner om måneden er ‘mange penge’ for studerende, pensionister og mindre bemidlede, så er det ikke noget, han som sådan vil blande sig i.

Bundlinjen er mere eller mindre, at det står YouSee frit for at skrue på prisknappen, som det passer dem.

‘I Danmark gælder det generelt, at vi har fri prisdannelse. Det betyder, at det er op til virksomhederne selv at træffe beslutninger om deres og produktudbud mv., dog inden for de rammer, som konkurrence og markedsføringsloven stiller op’, lyder det blandt andet i Erhvervsministerens svar.

Ministeren mener i stedet, at forbrugerne selv må reagere på stigninger som dem, YouSee lancerede.

‘I en situation, hvor man som forbruger er utilfreds med sammenhængen mellem produkt og pris, er det altså muligt og fornuftigt at vise sin utilfredshed ved at søge alternative tilbud og andre leverandører, som potentielt er mere passende for ens behov og pengepung’, skriver Simon Kollerup, og fortsætter:

‘Ved på denne måde at stemme med fødderne, kan vi som forbrugere være med til at hindre for høje priser og dermed sikre velfungerende markeder’.

Også Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er tilsyneladende blevet inddraget i bestræbelserne på at svare på Mette Denckers spørgsmål.

Her har myndigheden, der har til opgave at håndhæve konkurrenceloven, forklaret, at de holder øje med tv-markedet og undersøger det nærmere, hvis der er tale om ‘større eller uventede’ stigninger, oplyser Erhvervsministeren.