Hvem ville man fortælle det til? Hvornår? Og hvem skulle have del i pengene?
De fleste har nok siddet og dagdrømt om at vinde en stor lottogevinst, og om hvordan man vil fortælle den gode nyhed til sine nærmeste.
Og for en mand i 40'erne fra Guldborgsund Kommune blev det gjort på en yderst tålmodig og udspekuleret måde.
For mens mange nok ville fortælle nyheden til sin kæreste, kone eller mand med det samme, ventede manden flere dage.
Det skriver Lokalavisen.
Manden havde vundet 4.471.879 kroner i en delt andenpræmie på lotteriet Eurojackpot, og koldblodigt valgte han at booke et weekendophold til ham og konen flere dage efter.
»Da det ikke er noget, vi gør så tit, så spurgte min kone mig, hvad anledningen egentlig var. Og så måtte jeg jo sige, at der var noget vigtigt, jeg måtte fortælle hende. Først blev hun helt stille, da hun vist troede, at det var noget alvorligt, men jeg fik hurtigt overbevist hende om, at det altså var noget godt. At jeg var blevet millionær. Selvom det også havde været en hyggeligt hemmelighed at gemme på, så var det dejligt at få delt det med hende,« fortæller manden til Lokalavisen.
Størstedelen af millionbeløbet skal investeres, og så skal børnene også have lidt økonomisk hjælp.
Manden gør dog klart, at de ikke får at vide, at deres forældre er blevet millionærer.