Kæden har slået sig op på at være ubemandet, og så har den placeret sig ved siden af dagligvarebutikker og butikscentre.
Og det har været en succes.
Finans skriver, at Oil, Tank og Go sidste år kom ud med et overskud på 30 millioner kroner efter skat ved at sælge brændstof til danskerne.
Det overskud var fem millioner kroner højere end året før.
Og det er så midt i en tid, hvor krigen i Ukraine har fået efterspørgslen til at falde.
I regnskabet skriver ledelsen af Oil, Tank og Go blandt andet:
»Højere energi- og brændstofpriser førte til et fald i efterspørgsel fra tankstationskunder, hvilket til dels blev opvejet ved at indføre brændstofrabat og højere salgsmarginer på tankstationer. Vi forventer en positiv effekt på salget i 2023.«
Kæden har 68 tankanlæg i Danmark og har i år planer om at åbne yderligere to.
Ifølge Finans blev kæden stiftet af Olaf Haahr i 2007. Dengang hed det Haahr Benzin. Olaf Haahr solgte hele butikken i 2015, hvorefter kæden skiftede navn.
I dag ejes Oil, Tank & Go af et tysk selskab.