To Michelin-kokke skifter det mondæne Nordsjælland ud med et af Danmarks største shoppingcentre.

»Hos Fisketorvet har vi en ambition om at skubbe til standarden for spisestederne i vores shoppingcenter,« siger Helle Garcia Korndal, Senior Commmercial Manager Unibail-Rodamco-Westfield, der ejer Fisketorvet, og fortsætter:

»Derfor har vi de sidste år løbende budt velkommen til restauranter af høj kvalitet, der samtidig tilgodeser vores gæsters efterspørgsel efter mad, der kan nydes på farten.«

Netop den målsætning vil de to Michelin-kokke Kenneth Nielsen og Tue Mattsson, som tidligere har arbejdet på Søllerød Kro, løfte, skriver migogkbh.dk.

De har netop åbnet spisehuset MattssonNielsen. Her vil der være fokus på bæredygtighed og convenience – altså nem og hurtig mad.

Det vil de gøre gennem en særlig teknik, som holder maden frisk og smagfuld, nemlig henkogningsmetoden.

Maden bliver tilberedt og vakuumpakket i glas. På den måde kan det holde sig længe og bevare smagen.

Kokkene bruger metoden, fordi de oplever en stor efterspørgsel på nem mad, som ikke går på kompromis med kvaliteten.