Tidligt om formiddagen den 19. august mødte fogeden uanmeldt op på Jysks hovedkvarter i Brabrand.

En time forinden havde koncernen meldt ud, at Jysks stifter, Lars Larsen, var død af kræft.

Mens Jysk-medarbejderne satte flaget på halvt, gik fogeden i aktion og beslaglagde store mængder materiale. Det var alt fra bogføring og billeder til mailkorrespondancer og regnskaber.

Fogedens besøg i august var optakten til en sag, som er ved at udvikle sig til et massivt sagsanlæg mod Jysk.

Bag sagsanlægget står designeren Mette Ditmer, som gennem 24 år har designet boligartikler, der sælges på fine adresser i hele verden.

Hun anklager Jysk for helt ublu at have kopieret hendes firmas designs for derefter at masseproducere det i en billigere udgave og sælge det i Jysks butikker.

Sagen tog sin begyndelse i foråret 2019.

Her kom en af Mette Ditmers medarbejdere en dag hen til hende på kontoret og forklarede, at hun netop havde set nogle badeværelsesartikler i den lokale Jysk-butik, som lignede Mette Ditmers til forveksling.

»Jeg blev vred. Nu har vi gang på gang oplevet at blive kopieret, men aldrig så massivt,« siger Mette Ditmer:

Til venstre ses produkterne fra Mette Ditmer Design, mens de påståede kopier fra JYSK er til højre.
Til venstre ses produkterne fra Mette Ditmer Design, mens de påståede kopier fra JYSK er til højre. Foto: Mette Ditmer Design / Jysk
Vis mere

»Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville bøje nakken længere. Det handler ikke om penge. Det er rent princip. Det er helt utroligt, at store giganter som Jysk, der tjener milliarder hvert år, har brug for at stjæle andres design.«

I første omgang tog Mette direkte kontakt til Jysks juridiske afdeling.

De afviste hende fuldstændig blankt.

»Det var en meget arrogant behandling,« husker Mette Ditmer:

»Så jeg allierede mig med advokat Johan Løje. Vi skrev så til Jysk igen. Det fik vi heller ikke noget ud af. Og så gik vi til fogedretten.«

Johan Løje er den advokat, som gennem flere år har ført en lignende erstatningssag for designeren Anne Black mod Salling Group.

I den sag lyder anklagen, at Netto har kopieret keramiske design.

Johan Løje gik i sommer i aktion mod Jysk på vegne af Mette Ditmer.

Til venstre ses produkterne fra Mette Ditmer Design, mens de påståede kopier fra JYSK er til højre.
Til venstre ses produkterne fra Mette Ditmer Design, mens de påståede kopier fra JYSK er til højre.
Vis mere

»Fogeden foretog en bevissikring i august,« siger Johan Løje, advokat ved IP Advokater:

»Vi fik så en kendelse i fogedretten om, at vi kan få alt det, jeg har bedt om at få indsigt i. Men den afgørelse har Jysk kæret til landsretten.«

Jysk vil ikke have, at Mette Ditmer og hendes advokat får fuld indsigt i materialet.

Det skal landsretten nu afgøre.

Under alle omstændigheder mener Johan Løje, at det ender i en erstatningssag af en meget betragtelig størrelse.

»Jeg er ikke i tvivl om, at det her bliver en sag om en millionerstatning,« siger han.

Hos Jysk er man klar til at møde Mette Ditmer og Johan Løje i retten.

»Jeg må understrege, at Jysk selvfølgelig ikke har kopieret andres produkter. Så det tager vi meget tydeligt afstand fra,« siger Rune Jungberg Pedersen, pressechef hos Jysk:

»Vi mener, at det her er et design, man ser flere steder i branchen. Det er et relativt populært design. Så vi er meget uenige i den påstand, de fremsætter, og derfor ser vi også frem at få en afgørelse i sagen. Vi mener selvfølgelig, at vi har ret.«

Til venstre ses produkter fra Mette Ditmer Design og til højre produkterne fra JYSK, de påståede kopier.
Til venstre ses produkter fra Mette Ditmer Design og til højre produkterne fra JYSK, de påståede kopier. Foto: Mette Ditmer Design / Jysk
Vis mere

Rune Jungberg Pedersen har også sendt B.T. billedmateriale, der skulle vise, at andre forhandlere i Danmark har design, der ligner både Jysks og Mette Ditmers.

Jysk har dog ikke oplyst, hvilke butikker de andre design er taget fra.

Mette Ditmer er overbevist om, at hun vinder sagen.

»Det er dyrt, og det er Davids kamp mod Goliat. Men jeg tror på retssystemet og på, at vores sag er så sikker, at vi på et eller andet tidspunkt får vores penge tilbage,« siger Mette Ditmer:

»Vi gør det her, fordi vi mener, at det er vigtigt, at vores branche står sammen mod de store, der kopierer vores design. Det er ganske urimeligt, og det er illoyal opførsel.«

»Mit håb er, at der på et tidspunkt bliver skabt mediedebat nok til, at giganterne stopper deres produktkopieringer. Det er vores levebrød, vores troværdighed og overlevelse som designbrands, der står på spil.«