Mette Jensen havde ikke nået at være kunde hos tv-udbyderen Waoo i mere end tre måneders tid, før hammeren faldt: Hun får serveret en prisstigning fra den første januar.

Men i stedet for at være gal i skralden, er Mette Jensen – noget udsædvanligt – faktisk glad for at skulle æde en prisstigning.

Hun skiftede nemlig fra YouSee i sommer, da hendes boligselskab i København NV lagde op til at installere Waoos boks.

Og selvom hendes gamle tv-udbyder YouSee ikke har varslet prisstigning for første gang i ni år, har de til gengæld fjernet Discovery Networks kanaler – som er blandt Mette Jensens absolutte favoritter.

Mette Jensen er glad for, at Waoo har beholdt Discovery Networks kanaler - også selvom det koster en prisstigning.
Mette Jensen er glad for, at Waoo har beholdt Discovery Networks kanaler - også selvom det koster en prisstigning.
Vis mere

Det har Waoo ikke – og det er årsagen til, at hun nu skal betale mere.

»Så jeg er faktisk glad for den besked fra Waoo. Jeg elsker de kanaler,« siger 60-årige Mette Jensen:

»Selvfølgelig er man aldrig direkte lykkelig over at få en prisstigning, men for mig er det her en acceptabel prisstigning, og jeg er glad for, at jeg stadigvæk kan se Discoverys kanaler,« siger 60-årige Mette Jensen.

På samme måde som Mette skal et utal af YouSee-kunder højst sandynligt snart forholde sig til, om de vil betale mere for at kunne se Discovery Networks kanaler.

Det bliver enten ved at skifte tv-udbyder eller via streamingtjenesten Dplay.

Så for Mette Jensen er prisstigningen i denne omgang pengene værd.

»Jeg er jo bare glad for, at Waoo beholder de kanaler. Jeg bemærkede godt, at YouSee havde droppet dem, så hvis Waoo også havde gjort det, lige efter jeg var skiftet til dem, var jeg blevet hysterisk,« siger Mette:

»I sidste ende vil jeg bare gerne kunne se de ting, jeg kan lide. Om jeg så skal spise risengrød en gang eller to om ugen for at få råd til det, så må det være sådan. Det må jo være op til den enkelte at prioritere.«

Ligesom resten af Danmark har Mette Jensen fulgt det offentlige slagsmål mellem YouSee og Discovery Networks de seneste uger.

Hun er ikke voldsomt imponeret.

»Det er ikke til at vide, hvad der er rigtigt og forkert. De kommer jo med hver deres historie, så et eller andet er der da gået helt galt,« siger Mette Jensen:

»Jeg er bare glad for, at jeg ikke skal sidde og vente på, om YouSee kan levere de kanaler, jeg gerne vil se. Dem er jeg sikret – og så må jeg acceptere at betale lidt mere.«