Rusk i bilen og lav en hård opbremsning. Det er nogle af trickene til at tjekke, om hjulene sidder løst på din bil.

København. En række sager om løse hjulbolte på biler herhjemme har skabt frygt for, at hærværksmænd bevidst løsner bolte på biler.

Men der findes flere måder at tjekke, om nogen har været forbi din bil i nattens løb, siger mekaniker ved Autobutler Jacob Jensen.

- Inden du sætter dig ind, kan du ruske eller rykke hårdt i bilen en tre-fire gange, så vil du kunne høre, at det knager eller banker fra hjulene, hvis boltene er løse, siger han.

Når du sætter dig i førersædet, kan du teste bilen ved at lave en hård opbremsning, fortæller mekanikeren. Men gør det kun, når du kører ved lav hastighed.

- Hvis du hører nogle gonk-lyde nede fra hjulene, så er den i hvert fald gal, siger Jacob Jensen.

Ofte kan man også mærke på bilen, hvis hjulene sidder løst.

- Det vil føles, som om man sejler lidt frem og tilbage, siger Jacob Jensen og bakkes op af Lone Otto, der er afdelingsleder for teknisk afdeling i motorejernes forening, FDM.

- Det vil slå i rettet eller bilen vil hoppe, siger hun.

Lone Ottos bedste råd er at gå en runde med hjulnøglen og spænde efter.

Men det er lidt omstændigt at gøre, hver gang man skal køre en tur. Derfor kan det være en god idé at købe såkaldte låsebolte eller låsetoppe, foreslår hun.

- De kan ikke skrues løs med almindelige hjulnøgler. I stedet for en normal top, så har den en særlig udformning, som kan være firkantet, hakket eller trekantet, siger Lone Otto.

Også mekaniker Jacob Jensen anbefaler, at man skifter til låsebolte, hvis man vil gardere sig.

- Hvis man bor i et område, hvor den her type hærværk er sket, så vil jeg da klart anbefale, at man skifter til låsebolte, siger han.

Der florerer også et råd på nettet om, at man kan male på sin bolt og fælg, så man kan se, hvis der er blevet skruet på boltene.

Men det vil hverken mekanikeren eller Lone Otto anbefale som et sikkert råd.

- Det er slet ikke sikkert, at du kan se, at der er noget galt, siger Jacob Jensen.

Og det er også alt for nemt at "snyde" med, mener Lone Otto.

- Du kan, hvis du har onde hensigter, bare dreje bolten et par gange og sætte den ud for samme malede punkt, siger hun.

En forklaring på de mange løse bolte rundt om i landet kan - ud over hærværk - også være noget så simpelt, som at mekanikeren, eller folk selv, ikke har fået spændt boltene ordentligt efter, da man har skiftet til sommerdæk, siger Lone Otto fra FDM.

Fakta: Lyt og mærk efter løse hjul

- Hører du gonk-lyde fra hjulene, er der noget galt.

- Du vil kun kunne høre lydene ved lave hastigheder.

- Føles bilen sejlende, hopper den, eller banker det i rattet, så skal du stoppe og tjekke boltene.

Kilder: Jacob Jensen, Lone Otto.

/ritzau/FOKUS