Faldende efterspørgsel medfører, at Vestas skærer 200 stillinger fra i Ringkjøbing.

Til gengæld vil vindmølleproducenten ansætte omkring 300 medarbejdere til havvindaktiviteterne i Lindø og Nakskov, ligesom at der også planlægges en øget aktivitet på fabrikken i Lem, skriver Marketwire.

Justeringen sker for at tilpasse forsyningskæden og produktionsfaciliteterne, skriver mediet. I fremtiden ventes driften nemlig i højere grad at være drevet af havmøllemarkedet.

»For at imødekomme efterspørgslen på havvind i markederne omkring Danmark, vil vi derfor øge vores samlede aktivitets- og medarbejderniveau i vores produktion i Danmark,« lyder det ifølge mediet fra driftsdirektør for Vestas i Nord- og Centraleuropa, Johnny Høy Henriksen.

Han tilføjer:

»Samtidig fortsætter vi med at se en meget begrænset efterspørgsel på landvindprojekter i Danmark, og derfor flytter vi dele af vores landvindproduktion i Ringkøbing til andre fabrikker tættere på selve installationerne.«

Vestas vil fortsætte sin tilstedeværelse i Ringkjøbking, der udover frabrikken også rummer funktioner som HR, økonomi, transport- og planlægning samt forskning og udvikling.

Selskabet beskæftiger mere end 6.000 i Danmark.

Vestas-aktien ligger i front blandt C25-aktierne torsdag middag. År til dato er aktien dog nede med lidt over 7 pct.