Det føles for tiden nogle gange som om, at der ikke går en måned, uden at en af ens streamingtjenester stiger i pris.

Og nu tyder det på, at den tendens ikke bliver ændret foreløbigt.

Ifølge Wall Street Journal går Netflix og arbejder med prisstigninger netop nu.

De venter angiveligt blot på, at strejkerne i Hollywood stopper, hvilket kan ske inden for nogle uger, skriver avisen.

Det forlyder, at Netflix vil hæve priserne i »flere markeder globalt«. 

Det skal efter planen starte med USA og Canada og så fortsætte derfra.

Men hvor meget de vil stige, har Wall Street Journal ikke kunne snuse sig frem til, og Netflix selv har ikke ville kommentere sagen.

I marts sidste år hævede de prisen i Danmark med op til 20 kroner, og Danmark er således et af de dyreste steder i verden at være Netflix-kunde.

Hollywood-forfatterne ophævede deres strejke så sent som i sidste uge og begyndte at stemme om en kontrakt med de store studier i Hollywood, herunder Netflix.

En kontrakt, der ifølge The Verge kan ændre streaming.

Med den nye aftale vil de store selskaber, som Netflix, Disney og HBO, skulle dele data fra fra film og serier med fagforeningerne, så de kan vide, hvor populært deres indhold er.

Skuespillerne strejker dog stadig, og Netflix venter angiveligt på, at de vender tilbage til arbejdet.

Når både skuespillerne og forfatterne er tilbage, forventes der at komme en del nyt indhold, så Netflix kan forsvare en prisstigning.