For langt de fleste var 2022 et kriseår. For nogle var det lige det stik modsatte.

Finans kan afsløre, at to ledende medarbejdere i Energi Danmark optjente bonusser på henholdsvis 300 og 250 millioner kroner.

Bonusaftalerne i elselskabet er generelt indgået med et indbygget loft, men i enkelte tilfælde er det altså udeladt.

De to medarbejdere har dog ikke fået udbetalt disse gigantbeløb, og står det til ledelsen af Energi Danmark, får de det heller ikke.

Til Finans siger Rikke Trikker, der er kommunikationsdirektør i Andel, som står for Energi Danmark:

»Aftalen, der var en kollektiv forhandlet bonusordning, var indgået af den administrerende direktør for selskabet på det tidspunkt. Vi kan i den forbindelse understrege, at der ikke udbetales resultatbonusser for 2022 på hverken to- eller trecifrede millionbeløb, hvilket er indregnet i selskabets regnskab, der offentliggøres i starten af maj. Det er Energi Danmarks klare politik, at bonusser er med cap/loft – det har det været tidligere, og det er det fortsat.«

Til Finans har Andel ikke ønsket at oplyse, om de to ledende medarbejdere i Energi Danmark er indforståede med, at de ikke får udbetalt den bonus, som de har oparbejdet, eller om sagen får et retligt efterspil.

Jesper Hjulmand, der er direktør i Andel og bestyrelsesformand i Energi Danmark, ønsker ikke at kommentere sagen, men henviser til de skriftlige svar fra kommunikationsdirektøren.

Efter Ruslands angreb på Ukraine steg priserne på el og gas voldsomt. Det har givet nogle enorme indtjeninger i flere energiselskaber.

Regeringen er ved at undersøge, om man kan beskatte de kæmpe fortjenester.