McDonald's har i al stilhed hævet priserne på ketchup og pommes frites sauce med 50 procent, så kunderne nu betaler 214 kroner kiloet for noget at dyppe fritterne i.

I starten af året kostede 14 gram ketchup eller pommes frites sauce to kroner. Nu koster det tre kroner. En prisstigning, der kan blive rigtig mange millioner kroner værd for McDonald's.

»Selvom det må siges at være en overskuelig ekstraudgift for den enkelte kunde, er det samlet set en ret stor prisstigning, de har sneget ind her,« siger Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

»Det er en smart måde at tjene ekstra penge på uden at hæve prisen på selve burgeren – noget deres kunder ellers ville reagere kraftigt på. De færreste bemærker det her, fordi mange ikke kan undvære sådan en sauce. Det svarer til alle de gebyrer, der i andre brancher lægges til hovedproduktet,« siger Martin Salamon.

McDonald's tager nu 214 kroner kiloet for kethup i deres restauranter. Vis mere

Han påpeger, at McDonald's står til at tjene rigtig mange penge på stigningen, hvis 'blot hver anden kunde køber en pakke ketchup'.

McDonald's oplyser ikke, hvor mange pakker ketchup og pommes frites sauce de sælger. Men i starten af 2018 oplyste burgergiganten, at de har 170.000 kunder gennem deres restauranter i Danmark hver dag.

Køber bare hver anden kunde én pose ketchup eller pommes frites sauce, giver den lille prisstigning en samlet meromsætning på godt 31 millioner kroner om året.

Prisstigningen blev indført i februar 2018, oplyser McDonald's til B.T.

Pommes-frites-sauce i McDonald's er hæver til 214 kroner kiloet. Vis mere

På deres Truspilot-side fremgår det da også, at et par vakse kunder rundtomkring i landet har bemærket stigningen de seneste måneder.

Den 25. september har en bruger med navnet 'Ivan Kastrup' eksempelvis givet McDonald's én ud af fem stjerner på Truspilot og revser McDonald's for prisstigningen.

Han skriver blandt andet: 'Så kan det vist ikke blive dyrere' og slutter med ordene: 'Det er sgu øv, McDonald's - og sidste gang, jeg gider jeres mad.'

Martin Salamon forstår godt, hvis nogle forbrugere er forargede over prisstigningen.

Mange danskere køber ketchup eller pommes-frites-sauce til til deres pomfritter. Vis mere

»Jeg kan godt forstå, hvis nogen føler, at det er irriterende, at prisen på ketchup stiger, selvom en krone ekstra isoleret set er en lille ting og ikke er en privatøkonomisk udfordring. I den situation kan man overveje at opsøge en burgerbar, hvor man ikke betaler ekstra for ketchuppen. De findes stadig,« siger han.

Kiloprisen på McDonald's ketchup er nu 214 kroner. Det er godt fem gange så høj en pris, som hvis du køber et kilo Heinz-tomatketchup i dagligvarekæden Føtex.

B.T. har bedt McDonald's forklare prisstigningerne. De har sendt følgende svar på e-mail:

'Hos McDonald's bestræber vi os altid på at have en attraktiv balance mellem pris, service og kvalitet. Generelt stiger priserne mere, end de falder på rigtigt mange varer i vores samfund,' skriver McDonald's Danmark i udtalelsen og fortsætter:

'Vi satte prisen op på ketchup og pommes frites sauce i februar. Til gengæld har vi fastholdt priserne på andre produkter. Andre kæder og restauranter har måske valgt at gøre noget andet.'