1.400

Så mange ejerlejligheder er der lige nu til salg i København ifølge Boligsiden.dk. Det er første gang, siden man begyndte at måle på det, at tallet har været så lavt.

Lageret af ejerlejligheder er faktisk så lavt, at det ikke vil tage mere end halvanden måned at tømme det, skriver Jyllands-Posten.

På kun et år er ejerlejlighedspriserne i hovedstaden steget hele 11,9 procent, viser beregninger lavet af Realkredit Danmark, der også har undersøgt den såkaldte lagerbeholdning.

I dag vil det tage 1,6 måneder at sælge lageret af ejerlejligheder i København. I sommeren 2019 var tallet næsten seks måneder.

Det store fald i lagerbeholdningen skyldes en stor efterspørgsel og et lavt udbud. Det tærer på antallet af ledige lejligheder.

Konsekvensen er, at en gennemsnitlig værdi på en ejerlejlighed på 80 kvadratmeter er steget med næsten 400.000 kroner.

»Meget tyder på, at priserne de kommende måneder vil have en pæn pil op. I hvert fald kan vi konstatere, at presset på det københavnske boligmarked er højt og måske endda ligefrem stigende,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe til Jyllands-Posten.