Fredag morgen var der gode nyheder til danske bilister, da olieprisernes fald fortsatte. 

Den seneste måned er oliprisen faldet med hele 14,4 procent.

Og med prisfaldet på det sorte guld kan forbrugerne nu se frem til at tanke bilen endnu billigere.

For ifølge cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen, kan forbrugerne vente et prisfald på op mod 30 øre. 

»Effekten af det seneste fald i både olieprisen og dollaren bør kunne give et prisfald på benzin i omegnen af 30 øre,« siger Søren Kristensen til B.T.

Tager man blot et kig tilbage til september måned, lå priserne på benzin på 15,89 kroner per liter og diesel på 15,29 kroner per liter. 

Allerede fredag har dog været afkast i faldet på olieprisen, for kort efter klokken 11 ligger prisen på benzin nu på 14,49 kroner per liter, mens diesel er faldet til 13,69 kroner per liter, oplyser OK Benzin. 

De danske bilejere kan dog med fordel overveje at vente på at tanke til efter weekenden.

»Det er svært at spå om den præcise timing, og så store prisfald ser vi sjældent på listepriserne på en enkelt dag. Mit bud er, at vi kan se en reduktion på op mod 30 øre henover begyndelsen af næste uge,« lyder det fra Søren Kristensen. 

Altså: Mandag den 20. november eller tirsdag den 21. 

Det er bare med at holde øje.