Det var efter længere tids omtanke, at Maria og hendes mand i efteråret 2019 besluttede, at de ville tage et opgør med deres tv-produkter.

De følte, de betalte overpris. Havde for mange kanaler, de aldrig brugte. Så en dag slog de en streg i sandet og gjorde en indsats, som nu sparer dem 6.300 kroner om året.

»Jeg blev virkelig overrasket over, hvor meget vi kunne spare. Vi gik faktisk ovenikøbet fra noget, der ikke rigtigt fungerede, til noget der funker,« siger 43-årige Maria Nyborg fra Albertslund:

»Det lyder indviklet i starten, og man kan ikke overskue at skulle opsige alle de ting og flytte alle de produkter. Men når man er igennem det, så kører det bare.«

Maria Nyborg
Maria Nyborg Foto: Privatfoto
Vis mere

Maria er en del af voksende gruppe danskere, som tager et opgør med deres tv-produkter.

Det samme har Søren Dietz, Sarah Månsson og Mikael Hansen eksempelvis gjort – og sparet mellem 1.800 og 6.600 om året.

Deres eksempler vender vi tilbage til.

Fælles for de fire husstande er, at de er del af en bølge af danskere, som tager deres tv-produkter op til overvejelse.

Størst er bølgen af de husstande, som helt skrotter klassisk kabel-tv-pakker og skifter til streaming i stedet.

Fra 2014 til 2018 er andelen af danske husstande, der ikke har en klassisk tv-pakke, steget fra seks til 15 procent, viser en rapport fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Senest har tv-krigen mellem Discovery Networks og YouSee fået kunder i hobetal til at kaste det hele op i luften og se nærmere på deres muligheder.

Og det er en kritisk gennemgang, som ofte ender med, at du sparer rigtig mange penge.

Søren Dietz har sparet tusinder på at skifte selskab.
Søren Dietz har sparet tusinder på at skifte selskab. Foto: Privatfoto
Vis mere

»De her firmaer lever højt på, at så mange forbrugere hænger fast af ren vane. Dem behøver man ikke tilbyde skarpe priser, selvom de kunder ofte betaler for en hel masse kanaler, de aldrig bruger,« siger Ann Lehamnn Erichsen, forbrugerøkonom ved Nordea:

»De fleste har en computer, så det er bare med at få undersøgt sine muligheder. Der er mange, som skal til at vende det hele rundt og sige: ’Det er mig, der bestemmer. Det er mig, der betaler’. Og så må man undersøge, hvad ens egne behov er, og gå efter at få det så billigt som muligt.«

B.T. har talt med fire danskere, som inden for de seneste måneder har set kritisk på deres tv-produkter – og sparet store summer.

Maria Nyborg, 43, Albertslund

»Vi skiftede allerede før, der opstod en konflikt mellem Discovery og YouSee. Vi synes simpelthen, det var ret dyrt hver måned.«

»Vi er endt med en løsning med tjenester som Viaplay, Netflix og TV 2 Play, og det er perfekt. Vi kan se ting, når det passer os, og der er ingen reklamer på Viaplay og Netflix.«

»For min mand har det været lidt hårdt. Han savner alt det sport, han nu går glip af, så det er lidt svært.«

»Men som han siger: Nu sparer vi så mange penge, at han lige så godt kan købe billetter til kampen selv og få den oplevelse med i stedet for at se det i tv.«

Søren Dietz, 43, Skagen

»Jeg var faktisk YouSee-kunde i 10 år og har altid været tilfreds. Men så valgte de pludselig at smide alle de her Discovery-kanaler væk, og de kunne ikke tilbyde noget tilsvarende eller sætte prisen ned.«

»Det var et nummer, jeg simpelthen ikke ville være med til.«

»Jeg opsagde det allerede den 1. oktober og forsøgte så at skifte til Telia, men det fungerede ikke rigtigt, da det skulle i gang. Efter flere dage, hvor jeg forsøgte at få det i stand, ringede jeg til Skagen Antennelaug.«

»De kom og trak kabler og ordnede det hele gratis. Den løsning er der mange her i området, der har valgt.«

Mikael Dyreborg Hansen, 33, Ølsted

»Jeg opsagde allerede vores internet fra YouSee i sommeren 2019, fordi det var så ustabilt. Så fandt vi ud af, at vi kunne spare penge ved også at skifte tv-pakken, så vi skiftede til Telia.«

»Der er en del mere stabilitet i det produkt, og jeg føler, at de tager hånd om problemer, hvis de opstår.«

»I starten troede jeg, at vi ville savne de Viasat-kanaler, der ikke er med i pakken fra Telia, men det har vist sig ikke at være et problem. Man kan se deres programmer steder som Viafree og Apple TV.«

»Jeg kan klart anbefale folk at se på deres produkter. Det er selvfølgelig en smagssag, men det har fungeret for os.«

Sarah Benfelt Månsson, 42, Sorø

»Vi havde YouSee i tre år, men har opsagt det ud af rent princip efter den her konflikt med Discovery.«

Sarah Benfelt Månsson
Sarah Benfelt Månsson Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det var de kanaler, vi oftest så, og vi har faktisk også abonneret på Dplay, fordi man så kan se ting, før de bliver sendt.«

»Jeg har en datter på 16, som kommer til at skulle undvære Disney-kanalerne, men det må hun så undvære. Sådan noget som DRTV kan man se på nettet.«

»Vi kommer nok også til at savne en fjernbetjening, der klarer det hele for os, for vi plejer jo bare at skulle tænde for boksen, og så kører det. Men det er en vanesag.«

»Det, vi havde før, var ret dyrt, og jeg er helt sikker på, at vi bliver glade for det, vi har valgt nu.«