Telemarkedet har været gennem en vanvittig udvikling de seneste to årtier.

Priserne er raslet mod bunden. Udvalget af selskaber og abonnementsmuligheder er eksploderet. Det har skabt mange muligheder for at spare penge.

I det følgende kommer fem nemme måder at spare penge på mobiltelefoni.

I mange tilfælde taler vi potentielt tusinder af kroner om året. Og vigtigere endnu: Det er ikke særlig svært.

1: Skift selskab

Det er en klassiker, som vi præsenterer læserne for, hver gang vi laver et pristjek på B.T. Men det skal naturligvis med.

I de pristjek, vi har gennemført her på B.T., har vi ofte set, at der fra de dyreste til de billigste selskaber hurtigt kan være både 500 kroner og 1.000 kroner at spare om året ved at skifte fra de dyrere til de billigere selskaber. Du får stadigvæk dækket dit forbrug af tale og data. Du betaler bare mindre for det.

Undersøg dit forbrug og find så den udbyder, der dækker det forbrug billigst. Det geniale er, at det er nemt at skifte teleselskab i Danmark.

Du kan tilmelde dig hos det nye selskab på nettet, og så gør de faktisk alt arbejdet og flytter dit nummer med over.

2: Skift til dit eget selskab

For mere end 10 år siden sad jeg og tog telefoner i kundeservice for et stort, dansk teleselskab. På selskabets hjemmeside kunne kunderne vælge mellem fem abonnementer. Internt i vores systemer havde vi mere end 15 abonnementer.

Det betød, at vi ofte kunne tilbyde utilfredse kunder en pakke, der passede bedre til deres forbrug og samtidig spare dem penge via et af de abonnementer, de ikke selv kunne se.

I dag er de her ‘hemmelige abonnementer’ ofte tilgængelige for kunderne selv.

Log ind hos dit teleselskab og se alle de abonnementer, de har til rådighed i ‘gør det selv’-menuen. Her vil der ofte være flere abonnementer, end du kan se på hjemmesiden.

Det er ikke usandsynligt, at du kan finde noget billigere og bedre hos dit eget selskab.

Endnu bedre er det, at du også hos mange selskaber kan skifte til de abonnementer, der er på tilbud. Hvis dit selskab for eksempel har et stærkt tilbud, de annoncerer med til nye kunder, kan du gå ind og vælge det.

3: Samlerabatter

Bor I flere i en husstand – eksempelvis en familie – så kan der være god grund til at samle alle abonnementerne hos de selskaber, der tilbyder en samlerabat.

Det er ofte selskaber, hvis priser umiddelbart er dyrere end lavprisselskaberne, men det betyder til gengæld, at alt efter to abonnementer ofte er omkring 50 kroner billigere per abonnement, ligesom I vil få musik- eller streamingtjenester med i købet.

Er I to voksne og to børn, kan I altså opnå en rabat på 100 kroner om måneden på teleabonnementerne ved at samle alle abonnementer i samme selskab. Det er 1.200 kroner om året.

Og hvis du ovenikøbet kan skrotte et abonnement til en musiktjeneste, fordi I nu får det via teleselskabet, kan du skære yderligere 99 kroner af regningen hver måned, og så er vi altså oppe i 2.388 kroner i rabat om året. Ikke dårligt.

4: Spar kassen på din næste smartphone

Mens teleabonnementer er faldet markant i pris, er prisniveauet for telefoner nærmest gået amok. At skulle af med omkring 10.000 kroner for en smartphone er vanvittigt – og relativt normalt.

I hvert fald hvis du køber den i en forretning uden teleabonnement.

Mange selskaber bruger derfor telefoner som lokkemiddel til at få kunder ind. Det plejer gerne at være sådan, at hvis du køber en telefon og binder dig til et dyrt abonnement i seks måneder, kan du skære 2.000, 3.000 eller 4.000 kroner af prisen på telefonen. Nogle gange mere.

Det kloge trick er så at skifte til selskabet, score din rabat, og så skifte væk igen til et langt billigere abonnement, når de seks måneders binding er ophørt.

Du er nemlig kun bundet til selve abonnementet i seks måneder – også selvom du har lavet en afbetalingsaftale på telefonen over 24 måneder. Selvom du har betalt for et dyrere abonnement i seks måneder, vil du stadigvæk have sparet et anseeligt beløb.

5: De attraktive pakker

Stadig flere selskaber har lavet abonnementer, hvor der er både telefoni og streamingtjenester i.

Det kan ligne et unødvendigt overflødighedshorn, og prisen for selve abonnementet kan virke voldsom, men hvis du sætter dig ned med lommeregneren, kan det altså godt være rimelig attraktivt.

Rabatterne er til tider markante. I en gennemgang, som vi har foretaget her på B.T., kan vi se, at rabatterne kan være alt fra 240 kroner om året helt op til absurde 3.396 kroner om året.

Det er den gamle pakke-tankegang: Jo mere du pakker sammen i et abonnement, des højere bliver besparelserne.

Selvom det er old school, kan det sagtens være lukrativt.