Tirsdag eftermiddag fandt et knivstikkeri sted ved Nørrebro Station.
Efter en intens efterforskning har Københavns Politi foretaget anholdelse af den ene af to mistænkte gerningsmænd.
Der er tale om en 19-årig mand, som i morgen bliver fremstillet i grundlovsforhør sigtet for det knivstikkeri. Han meldte sig selv.
Den anden mistænkte er også identificeret og efterlyses nu af politiet.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Sidste mistænkte er den 19-årige Josef Miro Celik Christensen, som Københavns Politi nu efterlyser med navn og billede.
Han har følgende signalement:
- Mand
- 19 år
- Ca. 180 cm høj
- Spinkel af bygning
- Kort hår i siderne
- På gerningstidspunktet var han iført sort kasket af mærket Gucci med beige mønster på kaskettens forside/skygge og med to tigere afbilledet på kaskettens forside, mørk dunjakke med hætte, sorte bukser og sorte sko af mærket Balenciaga.
»Vores efterforskning af knivstikkeriet har ført til, at vi har identificeret to mulige gerningsmænd, som vi de seneste dage har forsøgt at finde frem til,« siger vicepolitiinspektør Jesper Beuschel fra Københavns Politi.
»Den ene har nu meldt sig selv, og den anden ved godt, at vi har ham i søgelyset. Min opfordring er derfor, at han melder sig selv hurtigst muligt.«
Ved knivstikkeriet i tirsdags blev en 38-årig mand stukket. Han er uden for livsfare.
Knivstikkeriet er sket ved Nørrebro Station, og politiet modtog anmeldelsen klokken 16.09.