»Alt er udsolgt,« lyder meldingen, da B.T. onsdag formiddag går ind for at købe et mundbind i modebutikken Wolford på Østergade i København.

De eneste mundbind, der er tilbage, sidder på mannequindukkerne i vinduet.

Det luksuriøse undertøjsmærke begyndte produktionen af mundbind, der koster op til et par hundrede kroner stykket, i marts.

I første omgang var de ikke tiltænkt kunderne, men de ansatte i butikkerne.

De ansatte i Wolfords butikker i Danmark bærer ikke mundbind, men B.T. har fået Karolina Zarzycka, Clienteling Ambassador hos Wolford, til at vise, hvordan det ser ud, når man tager det på.
De ansatte i Wolfords butikker i Danmark bærer ikke mundbind, men B.T. har fået Karolina Zarzycka, Clienteling Ambassador hos Wolford, til at vise, hvordan det ser ud, når man tager det på.
Vis mere

»Da vi åbnede op i Østrig, hvor vores hovedkontor ligger, var der et påbud om, at de ansatte havde mundbind på. Vores produkt- og innovationsafdeling udviklede ideen om et mundbind som et bidrag til at kunne beskytte sig selv og andre. Efterfølgende har vi sat det i produktion til vores kunder,« fortæller Charlotte Jarl, Retail Manager i Wolford Skandinavien.

Og det har vist sig, at der er rift om de moderigtige mundbind.

B.T. skrev onsdag, at tal fra Pricerunner viser, at der er sket en markant vækst i danskernes søgninger på mundbind.

Hos Wolford kan man også mærke, at danskerne er på jagt efter mundbind, der er mere moderigtige end dem, der ligner en operationsmaske.

Foto: Maren Urban Swart
Vis mere

»Boostet af salget kom i starten bag på mig, for man er jo ikke vant til, at folk køber mundbind i Skandinavien. Men påbuddet om, at man skal have mundbind på i lufthavnen, har for alvor sat gang i salget,« siger Charlotte Jarl:

»Det er mit indtryk, at det er blevet almindeligt at tænke, at det giver god mening at have et mundbind liggende, hvis vi kommer til at opleve restriktioner senere på året.«

I butikken i Østergade bliver mundbindene revet væk, når der kommer nye forsyninger, og kunderne bliver skrevet på venteliste.

Alene i butikken, der ligger over for Illum, er der blevet solgt over 1.000 mundbind, anslår Charlotte Jarl.

»Vi sælger rigtig godt. Tirsdag solgte vi 100 mundbind via magasin.dk. Når vi ser, at behovet stiger, bestiller jeg flere hjem. Vi holder hele tiden øje med efterspørgslen.«

Det første mundbind, som undertøjsfirmaet satte på markedet, er et sort mundbind til 160 kroner, som også er det mest efterspurgte. Efterfølgende har Wolford designet to andre mundbind – et med blonder og et af silke, som koster 220 kroner.

»Det med blonder og det af silke er mere fashion og feminint end det sorte, som også kan bæres af mænd. De slutter alle tre tæt om næse og mund og lever alle tre op til de krav, der er til de mundbind, man skal bære i lufthavnen,« siger Charlotte Jarl.

Det sorte mundbind kan vaskes ved 60 grader, mens de to andre skal vaskes i hånden.

»Så længe det kun er en selv, der bruger det, er det i forhold til bakterier ikke et problem, at to af dem ikke kan maskinvaskes. Men det kan godt have betydning for, hvor længe de kan holde sig pæne,« lyder det.