Da 23-årige Lukas Karlsson modtog sin årsopgørelse sidste år, fik han noget af en overraskelse.

»Der stod, at jeg skyldte 8.000 kroner, hvilket jeg ikke helt kunne forstå,« fortæller han.

Ligesom for mange andre danskere er skat for Lukas Karlsson det rene volapyk.

»Jeg har altid fulgt med i skolen, men jeg har aldrig forstået skat eller forstået, hvor jeg skulle lære det henne,« fortæller han.

At skat for mange danskere er svært at greje, har givet ekstrem vind i sejlene for firmaerne TaxHelper og Skatteguiden, der hjælper med at spotte de fradrag, som danskerne kan have overset.

Og lige nu er der gang i butikken forud for den 14. marts, hvor danskernes årsopgørelser lander.

»Mange ved ikke helt, hvordan deres skat beregnes. De ved ikke, hvor de skal finde de forskellige tal, og hvordan de skal bruge dem,« forklarer Kristoffer S. Olesen, skattejurist hos Skatteguiden.

Lukas Karlsson gik fra at skulle betale 8000 kroner i skat til at få 17.000 kroner tilbage.
Lukas Karlsson gik fra at skulle betale 8000 kroner i skat til at få 17.000 kroner tilbage. Foto: Privatfoto
Vis mere


Skatteguiden er en gratis service, der via en app hjælper brugerne med, hvilke fradrag de skal være opmærksomme på – og kan give et beregnet overslag på, hvordan din årsopgørsel ender med at se ud.

TaxHelper gennemgår mere minutiøst dine oplysninger. Finder TaxHelper ikke nogen penge, er det gratis. Men er der noget at hente, koster det 30 procent af det fundne beløb.

Det var også TaxHelper, som Lukas Karlsson tyede til, da han stod til et skattesmæk sidste år.

TaxHelper gennemgik hans fradrag helt tilbage fra 2017. I alt var der oversete fradrag på små 78.000 kroner på tværs af de fire skatteår.

I stedet for at skulle betale 8.000 kroner, endte Lukas Karlsson med at få 17.000 kroner tilbage.

»Det er tankevækkende, at man kan gå glip af så mange penge, hvis man ikke er opmærksom på sin skat,« siger Lukas Karlsson:

»Jeg havde ikke fået nogen penge, hvis TaxHelper ikke havde hjulpet mig. Men det er jo lidt absurd, at det skal være så indviklet, at man skal betale andre penge for at hjælpe én med at få ens egne penge.«

B.T. har bedt Kristoffer S. Olesen, skattejurist hos Skatteguiden, og Aske Buemann, ceo og medstifter af TaxHelper, om at komme med nogle råd til, hvilke fradrag du særligt skal være opmærksom på, når årsopgørelsen lander.

Kørselsfradraget

»Skat har i år ikke overført kørselsfradraget automatisk, det er derfor op til en selv at sikre at indberette fradraget korrekt,« siger Aske Buemann.

»Skattestyrelsen noterer den korteste rute fra dit hjem til din arbejdsplads, men det kan være, at du kører en anden rute, fordi den er hurtigere. Du har ret til fradrag for den faktisk kørte rute,« siger Kristoffer S. Olesen.

Håndværker- og servicefradrag

»Det er vigtigt, at man husker at få alle regningerne med. Fradraget er hele 25.000 kroner for service, som eksempelvis rengøring, havearbejde, børnepasning og 25.000 kroner for håndværk,« siger Aske Buemann.

»Det nytter ikke noget, at man har betalt kontant, selvom man kan fremvise en regning. Man skal kunne dokumentere, at der har været en digital overførsel,« forklarer Kristoffer S. Olesen.

Børnepenge

»Har du indgået en aftale gennem Udbetaling Danmark, så indberetter de det. Men har du lavet en privat aftale, som kører uden om Udbetaling Danmark, har du selv ansvaret for at indberette det. Vi havde en bruger, som havde glemt det, og han hentede 12.000 kroner i fradrag,« fortæller Kristoffer S. Olesen.

Fradrag, når du køber og sælger bolig

»Har du købt eller solgt bolig i 2021, skal du være særligt opmærksom på de gebyrer, du betaler til sin bank og realkreditinstitut. Der kan nemlig være op til 20.000 kroner at hente i fradrag på gebyrer som ‘garantiprovision’ og ‘differencerenter’, som folk selv skal indberette,«  siger Aske Buemann.

Renter

»Har du købt eller solgt en bolig i løbet af året, skal du være opmærksom på, at det ikke er sikkert, at dit realkreditinstitut indberetter det i det år, handlen er sket,« siger Kristoffer S. Olesen og påpeger:

»Er man mere end to om et lån, skal man selv indberette det. Det kan eksempelvis være, at man har købt et sommerhus med sine søskende. Det glemmer folk tit.«

Forbrugslån

»Har du forbrugslån, kviklån, kassekredit eller andre lån, der skal betales tilbage inden for to år, har du ret til fradrag på gebyrer for oprettelse, men du skal selv huske at indberette det,« siger Aske Buemann.

»Er du i tvivl, om dine renter på forbrugslån bliver indberettet, kan du i dine skatteoplysninger på skat.dk se dine indberetninger. Hvis dine kviklån ikke står der, skal du selv indberette dem,« siger Kristoffer S. Olesen.

Aktier

»De fleste aktiehandler bliver automatisk indberettet af den platformen, man handler på, men én gruppe gør ikke. Det gælder de mindre aktier handlet på uregulerede børser, for eksempel First North,« siger Aske Buemann.

»Har du udenlandske depoter, skal du også selv indberette det,« siger Kristoffer S. Olesen.

Fradrag for kurser, konferencer og små rejser

»Har du været på kursus, rejse, konference eller lignende med dit arbejde, kan der være fradrag at hente, selvom din arbejdsgiver har betalt al mad og overnatning,« siger Aske Buemann.

»Det er et fradrag, som rigtig mange glemmer. Det gælder, hvis rejsen, kurset eller konferencen har varet i mere end 24 timer, og man ikke kan forvente, at folk tager hjem og overnatter,« siger Kristoffer S. Olesen.