Det løb formentlig en enkelt eller to tilbuds-elskende danskere koldt ned ad ryggen, da Rema 1000 tirsdag pludselig meldte ud, at årets helt store dag for slagtilbud Black Friday ikke bliver til noget i år på grund af coronakrisen.

Men sveden kan nu tørres af panden. Flere kæder lover højt og helligt, at årets tilbudsregn ikke bliver aflyst.

»Danskerne skal selvfølgelig ikke snydes for gode tilbud, så hos Power har vi absolut ingen planer om at aflyse Black Friday. Bare fordi der er corona, så holder danskerne ikke op med at være dygtige købmænd,« lyder det Jesper Boysen, direktør for elektronikkæden Power, der har for vane at køre med vilde køtilbud under stor fanfare:

»Vi kommer selvfølgelig til at sørge for, at det foregår forsvarligt. Der kommer til at være en masse vagter og håndsprit. Men Black Friday bliver folk ikke snydt for.«

Også hos Powers direkte konkurrenter fra Elgiganten er man klar til at give den fuld gas på tilbudsfronten og skriver sågar på sin hjemmeside, at Black Friday 2020 bliver 'årets vildeste dag'.

Også her understreger man dog i en mail til B.T., at man vil tage forholdsregler, der skal sørge for, at det foregår under forsvarlige forhold.

Også his giganten Jysk kan du forvente storstilede tilbud.

»Vi har længe kørt Black Friday sådan, at det kører over flere dage i weekenden. Det gør vi igen i går,« siger Rune Jungberg Pedersen, kommunikationsdirektør hos Jysk:

»Vi har heller ikke køtilbud, som giver det sindssyge pres, man måske oplever andre steder, så vi gør, som vi plejer, hvis ikke situationen ændrer sig drastisk.«

Hos Rema 1000 er der dog heller ikke tale om en total afvigelse fra tilbud. I stedet vil tilbuddene gælde i flere dage i et forsøg på at undgå, at kunderne kommer væltende ind i massevis om fredagen alene.

Hos konkurrenterne i Salling Group forklarer man, at Black Friday kører over flere dage i Bilka og Føtex, og at man i Netto – som alle andre discountkæder, lyder det – ikke traditionelt har gjort noget stort nummer ud af Black Friday.

Hos Coop, der driver Fakta, Brugsen-kæderne, Irma og Kvickly, undrer man sig over diskussionen om Black Friday i supermarkederne.

»Vi har aldrig bemærket, at de holder det,« siger informationsdirektør Jens Juul, hvorefter han slår fast, at Black Friday ikke er noget, man gør noget specielt ud af i Coops butikker.

Black Friday er på få år blevet en af de absolut største handelsdage i Danmark.

I år ligger Black Friday 27. november.