Om der gemmer sig en spillefugl i maven eller ej, kan det i nogle tilfælde betale sig at væbne sig med lidt tålmod på boligmarkedet - især hvis man overvejer at købe hus - uden at skulle betale fuld pris.

For godt nok står der én pris på salgsannoncen, når en bolig kommer på markedet, men omkring 38 procent af husene, der har været udbudt til salg i 2019, har fået nedjusteret udbudsprisen efterfølgende.

Det viser tal fra Boliga.dk*.

På landsplan tager det i gennemsnit 143 dage, før der kommer et nedslag i prisen, men der er områder, hvor det går en del mere tjept.

Hurtigst går det i hovedstadsområdet, hvor husene i Rødovre Kommune kun får lov at være til salg i 62 dage, før sælgerne har besluttet at sætte prisen ned - efterfulgt af Hvidovre og Vallensbæk, hvor det tager 65 dage.

Netop det heftige boligmarked omkring København er sandsynligvis medvirkende til, at der går så kort tid, før prisen bliver sat ned. Det siger Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom og chefanalytiker hos Nykredit.

»De store prisstigninger, som hovedstadsområdet har oplevet  gennem en årrække, gør, at sælgere i samarbejde med mæglerne hele tiden prøver at skubbe til barrieren og fra start sætter en udbudspris i den høje ende. Men i takt med at udbudet af huse også stiger, snævrer købergruppen sig ind  - det betyder, at man kan være nødt til at sætte  prisen ned for at få solgt.«

Med hovedstadens ellers korte liggetider er det ellers nærliggende at tro, at sælgerne ville væbne sig med tålmodighed, før de justerer prisen på deres huse. Men det varme marked giver tværtimod anledning til endnu mere fart:

»De korte liggetider betyder, at sælger ofte står i den situation, at de hurtigt skal have frigivet deres midler, hvis de skal nå at købe den næste bolig, de har forelsket sig i, inden den bliver solgt.  Så man tager måske nogle større chancer med prissætningen i hovedstadsområdet, men samtidig man har også tit brug for at komme hurtigt videre,« siger Mira Lie Nielsen til Boliga.dk.

Færre købere, færre nedslag

I den anden ende af spektret - i det vestlige Jylland - går det hele noget mere roligt for sig.

I hvert fald i Lemvig Kommune, hvor der med et gennemsnit på 386 dage går længst tid, før der bliver nedjusteret på huspriserne.

Også i Morsø tager det lige omkring et år, før sælgerne sætter udbudsprisen ned på deres huse.

»I det her område af landet er der ikke lige så mange købere i forhold til udbuddet af huse. Det betyder også, at et nedslag i prisen ikke skaber en ny købergruppe på samme måde, som det gør i hovedstadsområdet,« siger Mira Lie Nielsen til Boliga.dk.

»Man er måske også mere indstillet på fra start, at det kan tage noget tid at sælge, derfor er man nok heller ikke lige så interesseret i at sætte en for høj udbudspris, der i sidste ende formentlig bare vil forlænge salget.«

Hele 49 procent af husene, der har været til salg i Rødovre Kommune i 2019 har fået et nedslag i prisen, hvorimod det i Lemvig Kommune blot er 27 procent.

Her er husene med den største rabat

*Boliga.dk har opgjort den gennemsnitlige liggetid og det gennemsnitlige antal dage, der er gået før landets udbudte villaer og rækkehuse første gang er blevet sat ned i pris.