Har du en indre pirat i dig? Eller måske en cowboy?

Og vil du gerne tjene penge i rollen?

Så skal du læse med her.

Legoland søger derfor en stor håndfuld - faktisk intet mindre end 600 - sæsonmedarbejdere forud for sommerens mange besøg i forlystelsesparken.

Forlystelsesparken inviterer alle interesserede til et par såkaldte 'jobdage' den 25. og 26. januar, hvor man kan høre med om de forskellige muligheder for arbejde.

»I Legoland bliver alle børn til helte, og det er vores mange dygtige sæsonmedarbejdere, som gør den største forskel for børnenes oplevelse. At være i børnehøjde og leve sig ind i fantasien er derfor helt centralt for alle medarbejdere i Legoland, og det vil man blandt andet kunne få en lille forsmag på, når man møder op til jobdagene,« siger HR director i Legoland, Bente Noringriis, i en pressemeddelelse.

Alle aldersgrupper er velkomne, og jobmulighederne er også mange.

Du kan således både søge om at få lov til at arbejde i en forlystelse, butik, restaurant, reception og flere andre steder.

Jobdagene finder sted på Hotel Legoland, der er placeret tæt på forlystelsesparken i Billund.

Og selvom du ikke har mulighed for at tage turen til det midtjyske, så kan du stadig score dig et job i Legoland til sommer.

»Det er altid en god ide at møde op til jobdagene, for vi lægger naturligvis mærke til ansøgere, der kommer og viser interesse. I år søger vi 600 nye sæsonmedarbejdere, og vi kan se fra år til år, at vi ansætter rigtig mange af dem, vi har mødt til jobdagene. Jeg kan derfor kun opfordre alle interesserede til at komme og besøge os,« siger Bente Noringriis.

Sæsonen løber fra den 30. marts til den 3. november 2019.