LEGO har skudt en stor satsning i miljøvenlige LEGO-klodser til hjørne.
I hvert fald indtil videre.
Dagbladet Børsen skriver, at den danske legetøjsgigant har droppet de storstilede planer om at producere klodser af gamle plastikflasker – såkaldt rpet.
»Det var vores mål at kommercialisere rpet, og vi har sat mange ressourcer af og lagt en stor indsats i det, så det er rigtig skuffende, at vi bliver nødt til at droppe det,« siger Tim Brooks, som er bæredygtighedschef i LEGO, til avisen.
Koncernen har i to år arbejdet på at få rpet til at erstatte det oliebaserede plastik abs, som 80 procent af Legos nuværende produktion består af.
De nye produktet lever imidlertid ikke op til Legos sikkerhedskrav.
Derudover bliver klimaaftrykket ved at omstille produktionen også for stort, forklarer bæredygtighedschefen.
LEGO har dog ikke opgivet de grønne planer, men håber at kunne finde en anden løsning.