Forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen er så småt begyndt at give danskerne indblik i de tanker, der kan komme til at danne grundlag for hans nye parti, Moderaterne.

Det sker i hans seneste bog, 'Ud af det blå', og et af de punkter, han nævner, vil potentielt være en kæmpe omvæltning for boligejerne, hvis det nogensinde bliver til virkelighed.

Ifølge Politiken, som har læst bogen, skriver Lars Løkke Rasmussen, at han gerne ser et opgør med skattefri gevinster ved bolighandler.

Altså: at det overskud, du som boligejer måtte få, når du sælger din bolig, skal beskattes.

»Du betaler ikke skat af din bolig, mens du bor i den, men den gevinst, du får, når du sælger den,« skriver Lars Løkke Rasmussen i bogen ifølge Politiken.

Det er en model, der ligner boligbeskatningen i Sverige, og som flere gange har været oppe at vende i den danske debat.

Senest i maj, da PFA-topbossen, Allan Polack, gik ud med samme forslag – og som flere politiske partier på forskellig vis omfavnede.

»Det er jo et forslag, vi har hørt mange gange i forskellige udgaver. Det er en ret, som kan tilberedes på mange forskellige måder,« forklarer Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videncenter:

Lars Løkke Rasmussen giver udtryk for nogle af sine politiske tanker i sin seneste bog.
Lars Løkke Rasmussen giver udtryk for nogle af sine politiske tanker i sin seneste bog. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Nogle politiske partier vil mene, at man skal fjerne alle løbende boligskatter og så indføre en beskatning af gevinst. Andre mener, at man bare skal lægge den skat oven i de eksisterende. Der er store problemer forbundet med begge modeller.«

Men først:

Hvad ville det betyde for dig som boligejer, hvis vi fra i morgen gik over til et system, hvor du ikke betalte grundskyld og ejendomsværdiskat som i dag, men i stedet blev beskattet af gevinsten, når du en dag solgte din bolig?

»Det ville være en kæmpe gevinst for boligejerne, for hvis ikke de skulle betale ejendomsskatter, ville de få flere penge mellem hænderne på den korte bane. Samtidig ville det stimulere markedet på en måde, der ville få boligpriserne til at stige ret markant,« vurderer Curt Liliegreen:

»I virkeligheden ville der være tale om en stor skattelettelse.«

For staten ville den model skabe store problemer.

»Man ville miste store sikre skatteindtægter lige nu og her. Men fremadrettet ville det også være enormt indviklet og svært at finde ud af, og skatteindtægten ville nok blive mindre,« forklarer Curt Liliegreen:

»Set over længere tid vil mange boligejere sælge med tab og mange sælge med gevinst – begge dele forekommer. De, der sælger med tab, skal have et skattefradrag. Så er der en stor del, som hverken taber eller får en gevinst, og de vil også helt slippe for at betale skat. Det er kun en mindre del, der sælger med store gevinster.«

Helt grundlæggende mener Curt Liliegreen, at den nuværende model med grundskyld og ejendomsværdiskat er suverænt at foretrække.

»Beskatning af gevinst er en rigtig dårlig idé. Det vil skabe massiv usikkerhed og forvirring. Vi så i en rapport fra Det Økonomiske Råd i 2016, at vores nuværende system er enormt effektivt og godt til at regulere markedet,« siger Curt Liliegreen:

»Hvis du lægger en skat på gevinst oven i de nuværende skatter, lægger du et stort tryk på en boligskat, som i forvejen er relativt høj. Hvis du helt fjerner de løbende skatter, skaber du større usikkerhed. Så det vil jeg kraftigt fraråde.«