Hos slikproducenten Carletti i Skødstrup nord for Aarhus har der lørdag formiddag og middag til tider været trængsel.

Her har bilister holdt i lange køer for at få lov at købe kasser med blandede godter, der egentlig var tiltænkt grænsehandlen – der jo på grund af coronarestriktioner har været næsten ikke-eksisterende i lang tid.

'I har blæst os bagover. Der er run på, så du kan med fordel vente en halv time med at kigge forbi. Bare rolig, vi har masser af varer,' skrev Carletti klokken 10.

Julie Schäfer Kristiansen er en af de kunder, der tog turen til Carletti for at fylde bilen med skumbananer og karameller.

»Fordi vi bor så tæt på, synes jeg godt, at det kan svare sig, frem for at man skal til at køre en tur til grænsen. Men boede vi længere væk, havde vi nok ikke gjort det, da mange af varerne udløber på dato inden for et par måneder,« siger hun til Stiften.dk.

Der har til tider været ventetid på op mod en halv time på at komme til.

Carletti understreger dog, at arrangementet foregår i overensstemmelse med coronarestriktionerne:

Kunderne skal eksempelvis blive i deres biler, kasserne er forudpakket, og man kan kun betale med kort eller mobilepay.