Danskerne er blevet ekstremt glade for at sælge brugte varer de seneste år, men der er stor forskel på mænd og kvinder, når man skal vurdere, hvor lukrativ en forretning det egentlig er at sælge ud fra gemmerne.

For selvom langt flere kvinder sælger brugte varer end mænd, så tjener mændene markant flere penge på det end kvinderne.

Det viser tal fra DBA's Genbrugsindeks, 2019.

Her viser en undersøgelse, at hele 52 procent af de danske kvinder har solgt en eller flere brugte genstande inden for det seneste år, mens det kun er knap 40 procent af de danske mænd.

Samtidig viser data fra Den Blå Avis, at 12 millioner af de slagsannoncer, der blev slået op i 2018, blev oprettet af kvinder, mens ni millioner af dem blev slået op af mænd.

Men her stopper kvindernes 'dominans' så også.

For når det kommer til, hvad de har solgt for i løbet af et år, er mændene en del bedre kørende end kvinderne.

Når kvinderne bliver bedt om at oplyse, hvor meget de har solgt for det seneste år, er det gennemsnitlige beløb 4.842 kroner.

Når mændene skal fortælle, hvad de har solgt for det seneste år, lyder det gennemsnitlige beløb på 9.358 kroner.

En stor del af forklaringen skal findes i, at der er relativt stor forskel på, hvad kvinder og mænd sætter til salg, oplyser DBA Guide.

For mens kvinder oftere sælger tøj, sko, aflagt børnetøj og boligtilbehør, sælger mænd oftere ting, der har en lidt højere værdi.

Det er eksempelvis køretøjer, mobiltelefoner og andre former for elektroniske apparater.

Generelt afslører undersøgelsen også, at mænd er mindre drevet af idealerne omkring køb og salg af brugte varer end kvinderne.

For mens 40 procent af kvinderne angiver hensyn til bæredygtighed og miljø som en af de store årsager til, at de handler brugt, så er det kun tilfældet for 23 procent af mændene.

Interessen for at sælge brugte varer har været voldsomt stigende de seneste år.

I 2017 var det 31 procent af danskerne, som havde solgt en brugt vare. I 2019 er det tal steget til 45 procent.