Hvad ville du gøre, hvis din månedsløn blev hævet med 40.000 skattefrie kroner de næste 3,5 år? Kvinden fra Furesø Kommune, der torsdag vandt præcis dét, skal udleve en drøm.

Kvinden i 50’erne stod midt i en flytning, da hun lige skulle ordne et par pengesager på computeren, da hun ville forny et par Lotto-kuponer, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Jeg kan godt lide selv at gøre det manuelt. Og når jeg så går ind der hver femte uge, kan jeg ikke dy mig for lige at skrabe sådan en online Diamant-Quick. Det er lidt mit lykke-lod,« siger kvinden.

Hun har før vundet mindre gevinster på Quick’en, så da hun igen købte en og vandt 180 kroner, så købte hun lige to mere, og så var det, at den store pengepræmie, der svarer til 1,6 millioner kroner samlet, faldt.

Kvinden, der er single og ved at flytte, kan nu se frem til en betydelig højere levestandard det næste lange stykke tid, og pengene falder da også på et tørt sted siger hun:

»Som sagt er jeg ved at flytte, så det er jo helt fantastisk, at jeg kan betale meget mere af om måneden, nu hvor jeg bor alene. På sigt får jeg færre udgifter, og jeg kan måske gå ned på halv tid eller blive pensioneret tidligere. Jeg skal nok også have en ny bil,« siger hun.

Hun har også længe haft en drøm om at rejse til Hawaii, og med den klækkelige sum, som triller ind på kontoen hver måned, så kan den drøm nu blive virkelighed.

Hun har også planlagt rejser rundt i Afrika og vil gerne bestige Kilimanjaro-bjerget i Tanzania. Rejserne ligger dog lidt ude i fremtiden og til at starte med nøjes hun med at shoppe med sin datter.

På trods af den yderst fornøjelige midnatsoverraskelse, så har kvinden kun en beklagelse. Hun vandt pengene klokken cirka 00, så hun kunne ikke ringe og dele glæden med sine venner.

»Man sidder jo lidt og jubler, men jeg kunne ikke tillade mig at ringe til nogen. Desuden var jeg lidt i tvivl om, om det overhovedet var virkeligt, så jeg fik ikke rigtig ro i kroppen, før jeg fredag morgen kunne ringe op til Danske Spil og få bekræftet, at jeg havde vundet«.