Fløde til 11,06 kroner literen. Det lyder som noget af et brandtilbud, men som bekendt: når noget lyder for godt til at være sandt, er det ofte netop det.
»Det er utroligt, de bliver ved med at gøre det. Det virker til, at de store firmaer bevidst prøver at snyde os.«
Sådan lyder det fra Kurt Madsen, pensioneret købmand og nu kunde hos Coop. Han føler, at butikkerne i tilbudsaviserne giver varerne betegnelser, de ikke kan leve op til.
Det kunne man eksempelvis se i denne uge på forsiden af Coop 365 Discounts tilbudsavis. Ugens tilbud er 3,65 kroner per Ama-madlavningsfløde.

Problemet er bare, at Ama-produktet har meget lidt med fløde at gøre, anfører Kurt Madsen.
Og rigtig nok: Da B.T. ser på ingredienslisten til produktet, står der eksempelvis vand, rapsolie og ærteprotein, men ikke et ord om fløde.
»Det her produkt har intet med fløde at gøre, så det skal selvfølgelig ikke kaldes madlavningsfløde. Hverken af producenten eller i tilbudsavisen, som det her er tilfældet.« siger Sofie Risborg Kloster, der er projektkonsulent hos Forbrugerrådet Tænk:
»Problemet er selvfølgelig større, hvis det er gennemgående, at reglerne ikke bliver overholdt i tilbudsaviserne.«

Spørger man Kurt Madsen, så er det et problem, man ser igen og igen.
Personligt har den tidligere købmand forsøgt at rette henvendelse til Coop, men når de vender tilbage, er tilbuddet allerede forældet, fordi en ny tilbudsavis er på gaden, ligesom der er kommet nye tilbud i deres app, siger han.
Hos Coop erkender man, at produktet ikke lever op til det, de lover, og de har efter B.T. har rettet henvendelse ændret i deres tekster.
»Der er desværre sket en beklagelig fejl. Så snart vi opdagede fejlen i anprisningen, har vi rettet så hurtigt det overhovedet var muligt. Den blev med det samme fjernet i onlineavisen, kommunikationen i butikken er rettet til og tv/Radio kampagnen er også rettet til,« lyder det i et skriftligt svar fra kvalitetschef i Coop, Malene Teller Blume, hvor hun fortsætter:

»Den fysiske avis er sendt ud og kan ikke rettes, men når kunden kommer ind i butikken, er der skiltet med korrekt anprisning.«
Selvom Kurt Madsen siger, han oplever, at det sker med jævne mellemrum, understreger man fra Coops side, at det var en fejl, ikke et forsøg på at snyde nogen.
»Vi kan garantere, at der ikke er tale om bevidst handling fra vores side. Vi har mange tusinde varer igennem vores marketingkanaler, og vi gør alt, vi kan, for at undgå fejl. Desværre er der i denne sag sket en menneskelig fejl. Vi vil naturligvis følge op på dette internt i Coop og sikre, at alle led i produktionskæden tjekkes ekstra grundigt.«
Deres fynske kunde Kurt Madsen håber også, at man bliver bedre til at sikre kunderne.
»Det er for meget, og de skal ikke sælge noget syntetisk pis under dække af, at det er den rene vare. Det er altså at snyde kunden,« siger han.
