Det danskstiftede spiludviklingsfirma Unity Technologies røg ind i, hvad man sagtens kan kalde en shitstorm.
For firmaet havde for nylig indført et nyt gebyr, som har vakt ramaskrig.
Det skriver Børsen.
Unity har nemlig udviklet en udviklingsplatform, hvor omkring 230.000 spiludviklere laver spil til mobil, computer og konsoller.
Udviklingsplatformen har været en gigant succes, hvor spil som Pokémon Go og Subway Surfers, som er nogle af de mest downloadede spil nogensinde, er blevet til.
Indtil for ganske nyligt skulle man kun betale for et abonnement til platformen.
Men for et par uger siden meddelte Unity, at selskabet ville begynde at opkræve en form for 'royalty' – et gebyr, hver gang et spil udviklet på platformen blev installeret af en slutbruger.
Og det fik brugerne til at harcelere i tusindvis af kommentarer mod virksomheden, der nu har hovedkvarter i San Francisco.
Sidenhen har Unity Technologies været på det sociale medie, X, for at trække i land.
'Vi har hørt jer. Vi undskylder for den forvirring og angst, som den politik for runtime-gebyrer, vi annoncerede i tirsdags, har skabt,' skriver de og fortsætter:
'Vi lytter og taler med vores teammedlemmer, community, kunder og partnere, og vi vil foretage ændringer i politikken. Vi kommer med en opdatering om et par dage. Tak for jeres ærlige og kritiske feedback.'