Når den lille organisation Næstehjælperne modtager donationer via MobilePay, er pengene øremærket måltider og udflugter til familier, som er presset økonomisk.

Men ved hver donation sluger MobilePay 75 øre i gebyr. Og nu har mastodonten udskrevet en ny regning, som rammer Næstehjælperne og tusinder af andre små erhvervsdrivende.

Fra 15. oktober skal alle de små erhvervsdrivende med MobilePays MyShop-løsning betale en ekstra regning på 49 koner om måneden – eller 588 kroner om året.

En prisstigning, der har bragt sindene i kog.

»Jeg synes, det er tyveri. Det er simpelthen for grådigt,« siger Katherina Philip-Hansen, der er frivillig og bestyrelsesmedlem i Næstehjælperne:

»De rigtig søde mennesker, der sender penge til os, regner jo ikke med, at de penge går til bankerne. De skal altså bruges på mennesker, der har det svært, og der synes jeg bare, at sådan en ekstra regning er et nummer for grådigt.«

Den, for nogen, klækkelige prisstigning pr. transaktion er sendt ud til tusinder af små erhvervsdrivende og træder i kraft den 15. oktober.

På Facebook og Trustpilot har flere af dem, der bliver ramt, givet udtryk for stor frustration over det nye gebyr.

Tusinder af små erhvervsdrivende skal nu æde en prisstigning fra MobilePay.
Tusinder af små erhvervsdrivende skal nu æde en prisstigning fra MobilePay. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

I kommentarer på Trustpilot bliver MobilePay blandt andet stemplet som 'gebyrgribbe' og 'grådige'.

På Facebook forklarer en Mikkel L. Jensen, at stigningen betyder, at den grundejerforening, han sidder i – som har 81 transaktioner på et år – nu kommer op på at betale et gennemsnit på otte kroner i gebyr til MobilePay pr. overførsel.

Hos Næstehjælperne mener Katherina Philip-Hansen, at MobilePay gør sig skyldig i en form for bondefangeri.

»Jeg synes, man gør det lidt ad bagvejen. Vi betalte 500 kroner for at få en konto hos MobilePay, vi betaler 75 øre pr. overførsel, og nu skal vi så også betale 49 kroner om måneden. Man føler lidt, at MobilePay siger: 'Nu er i fanget hos os, og nu skal I betale mere',« siger Katherina Philip-Hansen:

»Der er noget principielt forkert i, at man opretter noget, får folk ind i det, og så hæver prisen.«

Hos MobilePay har man bemærket kritikken den seneste uge.

Antallet af henvendelser fra sure kunder har dog indtil videre været mindre, end man havde regnet med.

»Det er jo i og for sig forståeligt nok, at nogle af de her små erhvervsdrivende bliver irriterede over sådan et gebyr. Vi kan godt forstå, at det kan være frustrerende for en lille forening eller en pølsebod i en lille fodboldklub,« siger Peter Kjærgaard, pressechef ved MobilePay:

»Men det er udtryk for, at vi har underskud som virksomhed, og vi har underskud på det konkrete produkt. Vi har forsøgt at lægge os på et moderat gebyr, selvom vi har et stort hul, der skal fyldes op.«

Han understreger, at MobilePay fritager ngo'er for gebyrer, hvis de har som primært formål at indsamle penge.

Man skal blot være registreret på Skats liste over indsamlingsorganisationer.

»Så selvom vi godt kan forstå, at der er nogle, der er blevet frustrerede, så mener vi, at det er fair. Vi er stadigvæk den billigste løsning på markedet og i særlig grad for de mindste virksomheder og foreninger med få transaktioner.«