YouSee valgte natten til tirsdag at lukke for tv-signalet hos en stor del af deres kunder.

Og selv om det er kunder, der har valgt at opsige deres abonnement hos udbyderen, falder det langtfra i god jord – med god grund.

For tager man et kig ned over YouSees Facebook-side, er der adskillige nu tidligere kunder, der raser over, at tv-signalet er blevet slukket i dag, 31. december, og ikke 1. januar, som YouSee angiveligt har lovet dem.

Herunder følger et lille udpluk af opslagene:

  • 'I er sgu for meget I har pisset på jeres kunder så meget min box virker ikke og har snakket med en fra jer af og I har så valgt at lukke min box ned 1 døgn før I skulle på trods af jeg har en mail fra jer af at I først lukker mit signal fra den 1/1-20.'
  • 'Hey Yousee, Det er ikke d. 1/1 endnu så hvorfor pokker har jeg ikke adgang til web-tv den sidste dag af vores abonnement? I røvrender simpelthen jeres kunder for vildt.'
  • 'Jeg forventer refusion, for min tv-boks er lukket en dag før tid.'
  • Hvorfor er der lukket ned for vores internet og tv-pakke et døgn før aftalen udløber? Jeg kan se, at vi ikke er de eneste, der har fået lukket før tid. Og vi har jo betalt.'

Og sådan fortsætter en lang række opslag på YouSees Facebook-væg, der alle er slået op i løbet af tirsdagen. Hos YouSee er man bevidst om, at der er blevet lukket for signalet før tid hos nogle af de nu tidligere kunder. Jacob Mortensen, der er direktør i YouSee, siger følgende til B.T.:

»Vi er ved at lave ændringer i vores indhold, og de her ændringer gennemføres fra i dag og til i morgen. Det er korrekt, at nogle kunder vil kunne opleve ændringer allerede i dag, men det er en proces, og når der er så mange kunder, der skal have ændret indhold, så er det noget, der tager en dags tid,« siger Jacob Mortensen.

Men kan du så forstå, at nogle er sure over, at de får slukket signalet en dag før tid?

»Det kan jeg udmærket godt forstå, at det er irriterende, at indholdet allerede forsvinder i dag. Så derfor vil vi også meget gerne i dialog med de kunder, der har oplevet det her,« siger han til B.T.