Lyt til artiklen

Der var i sidste uge dårligt nyt i mailboksen hos de danskere, der sværger til elbiler og har valgt Clever som strømleverandør.

Den store ladeoperatør præsenterede nemlig deres kunder for prisændringer, der i værste fald kan flerdoble den enkeltes omkostninger.

Det har – hvis du tager et kig på Clevers sociale medier – efterladt kunderne ganske utilfredse.

Og særligt én gruppe af Clevers kundekreds står rystede tilbage og tager sig til hovedet.

Én af dem er Lars Bue Jensen.

I løbet af sommeren reflekterede han nemlig over et spørgsmål, mange danske bilister nok har gjort de seneste år:

Vil det give mening for mig at skifte til en elbil?

Lars Bue Jensens gamle benzinsluger var blevet dyr i drift med de store prisstigninger på brændstof, så til syvende og sidst måtte han svare »ja« til spørgsmålet.

Og så gik han ellers i gang med at undersøge markedet.

Valget faldt på Clever, der nemlig havde en løsning, hvor Lars Bue Jensen betalte ét beløb om måneden, og så kunne han ellers bruge så meget strøm fra ladestanderen, som han ville.

Derfor fik han i slutningen af august sat en ladestander op ved sit hjem.

En installation, som Clever tager omkring 8.000 kroner for.

Clever-ladestander.
Clever-ladestander. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Men Lars Bue Jensen nåede altså kun at leve i sin nye elbilist-tilværelse i én måned, før Clever i sidste uge varslede et nyt 'energitillæg'.

Det betyder kort fortalt, at man som Clever-kunde ikke længere bare kan betale én pris og snuppe al den strøm, man vil.

I stedet bliver det hver måned opgjort, hvor meget strøm du har brugt, og så betaler du en gennemsnitlig pris pr. kWh.

»Jeg har prøvet at lave en hurtig udregning, og det bliver nok en fordobling af prisen. Det er ret voldsomt,« siger Lars Bue Jensen.

Derfor ville Lars Bue Jensen egentlig bare helst trække sig fra aftalen, få de 8.000 tilbage og finde sig en ny løsning.

Men dér opstår problemet så.

Selvom Lars Bue Jensen for cirka én måned siden har skrevet under på en aftale med den faste pris, er der ikke noget at gøre.

Clever har ikke i sinde at betale de 8.000 kroner tilbage, og hvis ikke Lars Bue Jensen takker ja til at køre 'det nye abonnement' til foråret, vil strømleverandøren have 2.500 kroner for at komme ud og tage ladestanderen ned før tid.

»Først betaler jeg 8.000 – og så det her? Jeg synes, det er bondefangeri. I slutningen af august har de jo godt vist, at de solgte mig et andet produkt, og så synes jeg simpelthen, at man burde være mere imødekommende,« siger han.

Der er nemlig ingen tvivl om, at han havde valgt en anden løsning, hvis han havde kendt til det nye priskoncept.

»Vi havde helt sikkert valgt noget andet. Med de nye vilkår bliver det både dyrere og ugennemskueligt, fordi man først kender sin pris i slutningen af måneden. Jeg synes ikke, det er godt nok,« siger Lars Bue Jensen.

Og han er bestemt ikke den eneste, der står i en lignende situation.

På Clevers Facebook og Trustpilot bugner det med kunder, der er frustrerede over, at de for nylig har betalt de cirka 8.000 kroner for at få sat en ladestander op, og at de nu ikke længere ønsker at være kunder.

B.T. har talt med en række af dem, der af forskellige grunde ikke ønsker at deltage i artiklen, men som alle ville ønske, at Clever tilbød refusion af de 8.000 kroner, kompensation eller en anden økonomisk ordning.

Men det er udelukket, oplyser Clever.

B.T. har anmodet om et telefonisk interview med firmaets direktør, men Clever er vendt tilbage med et skriftligt svar.

»Vi returnerer ikke beløbet for selve installationen til kunden. Det er en teknisk installation, som kunden har fremadrettet, så hvis kunden ønsker at opsætte en ladeboks fra en anden udbyder, så skal kunden ikke igen betale for installationen,« skriver Clever.

Clever understreger desuden, at man kan få en elektriker til at pille ladestanderen ned og sende den ind til firmaet, hvis man vil undgå at betale de 2.500 kroner.