Frisk sushi, hvor der er nørdet detaljer ud over det sædvanlige. 

Det lyder lækkert, men hos en restaurant, der åbner i det nye år, kommer det også til en pris, der vil få mange til at tøve. Det skriver mediet Bloomberg.

I den amerikanske delstat Florida åbner en ny restaurant, som de færreste nok ville mene, de havde råd til at besøge.

Sushi Namba, som restauranten kommer til at hedde, er kun for medlemmer, og et kort til den klub kommer altså til at koste 10.000 amerikanske dollar, lige omkring 68.000 danske kroner.

Det er to amerikanske brødre, Samuel og Jose Tcherassi, der har fået ideen til restauranten.

De bor i et såkaldt gatet community, et indhegnet beboelsesområde, i Florida, og det er der, det nye spisested skal ligge.

Restauranten har en søsterrestaurant i Tokyo, som anses for at være den 5. bedste i storbyen.

Den er opkaldt efter kokken Hidefumi Namba, som altså også er med ombord i projektet i USA.

Foruden, at man skal betale i dyre domme for at være medlem, skal man også betale endnu en gang, når man kommer og spiser.

Her vil prisen ligge på 400 til 500 amerikanske dollar for at spise et måltid. Det svarer til 2.700 til 3400 danske kroner.

Brødrene Tcherassis plan er, at restauranten skal have 300 medlemmer totalt, og når det tal er opnået, lukkes der for nye medlemmer.

Sushi Namba skal være en del af et stort område, hvor der også kommer til at ligge en drinksbar og en jazzlounge.

Det er også steder, et medlemskab vil give adgang til.