Mange 26-årige ved knapt nok, hvad de skal. Eller måske skal de netop ud og søge et job.

Det kan de blandt andet gøre på jobportalen Ofir, som netop har udnævnt ny administrerende direktør, skriver Finans.

Ofirs nye topchef hedder Lucas Carstensen Castenborg, og han er blot 26 år gammel.

Indtil nu har han besiddet den stilling, der kaldes CFO eller bare finansdirektør i virksomheden.  

Men nu overtager han altså tøjlerne for den 27 år gamle virksomhed, hvor målet bliver at gøre Ofir til landets største digitale jobportal. 

»Vi skal sørge for, at Ofir er den foretrukne platform for både virksomheder og kandidater på jagt efter det bedste match,« siger han til Finans.

Ved første øjekast er det ikke erfaringen Lucas Carstensen Castenborg kan trække på i direktørsæddet, men han har ikke levet et gennemsnitligt arbejdsliv for en 26-årig. 

Han har tidligere været finansdirektør i Samlino og fintech-virksomheden Shopbox. CV'et rundes af med en stilling som vice-finansdirektør i Reva Group, der er en europæisk portal for udlejning af ejendomme.

Den kommende direktør afløser Karsten Vikke, der stopper efter syv år på posten.