Ekstremt vejr og altødelæggende tørke har sikret en rekorddårlig olivenhøst to år i træk.
Det har ikke kun presset de spanske olivenproducenter og priserne til det yderste.
Nu er situationen så penibel, at Spanien, der er verdens største producent af madolie, må finde oliven udenfor egne grænser for at følge med efterspørgslen fra Europa.
Ifølge The Guardian hentes der nu forsyninger fra Sydamerika.
»I dag er det nærmest fysisk umuligt at købe olivenolie. Der er udsolgt,« siger Walter Zanre, leder af den britiske del af Filippo Berio, som er verdens største olivenolieproducent, til den britiske avis.
Hele den europæiske produktion er i knæ. Og det får krisen til at blive værre og værre.
Spanien står for halvdelen af verdens olivenolieforsyning.
Grækenland, Italien, Portugal, Tyrkiet og Marokko bidrager også med deres producenter, men ligesom Spanien er disse lande hårdt ramt af ekstremt vejr.
Walter Zanre frygter derfor, at mange kaster håndklædet i ringen og må dreje nøglen om.
»Afgrøden her er nede med 70-80 procent Nogle producenter har ikke engang høstet et kilo oliven. Selvom olivenolie koster 8 euro per flaske, er det ikke nok til at holde virksomhederne oven vande. Det er bare forfærdeligt for folk hernede.«
Der er en dyb bekymring for næste sæson. Hvis der ikke kommer regn i Spanien, kan tilgængeligheden af olivenolie blive endnu mindre næste år.