Usikkerheden breder sig hastigt på de finansielle markeder i takt med at en krig mellem Ukraine og Rusland efter alt at dømme rykker tættere på.

Og hvis det rent faktisk ender i krig, er der ingen tvivl om, at det vil ramme din privatøkonomi.

Fredag meldte USAs udenrigsministerium, at et russisk angreb på Ukraine kan komme når som helst.

En lang række lande begyndte at trække diplomater hjem fra Ukraine. Et kraftigt signal om, at man mener, en invasion er nært forestående.

På de amerikanske aktiemarkeder kom reaktionen prompte. Efter en dag med stigende aktiekurser faldt de kraftigt mod slutningen af dagen. Alle indekser endte i minus.

Og det siger noget om, hvordan økonomien vil blive påvirket, hvis der opstår krig.

»De største konsekvenser vil ske på energipriserne. Gas og olie vil stige endnu mere i pris, fordi det vil blive svært at få gas eller olie fra Østeuropa,« forklarer Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank:

»Vi har i forvejen oplevet historisk høje gaspriser, og hvis olieprisen fortsætter op, bliver det rigtig dyrt at tanke bilen. Og det er i forvejen dyrt lige nu.«

Og det er kun begyndelsen.

Stigende priser på olie og gas har nemlig bidraget til, at inflationen i store dele af den vestlige verden er steget kraftigt.

I Danmark er inflationen nu på 4,3 procent, fordi energipriserne nu også eksempelvis er begyndt at udløse kraftigt stigende fødevarepriser.

»Hvis gas- og oliepriserne stiger yderligere, vil vi også se, at inflationen forbliver høj et godt stykke ind i 2022. Det vil gøre den nuværende situation endnu værre,« siger Søren Kristensen.

Og så er der aktiemarkederne.

Generelt har der været tale om nedtur siden årsskiftet. Det har flere faktorer bidraget til – eksempelvis inflation og stigende renter – men en potentiel krig i Ukraine er også en faktor.

»Truslen om krig skaber et pres på de finansielle markeder, hvor man er bekymret for, hvad det her fører til. Det ser vi ved, at kurserne tager en tur ned,« siger Søren Kristensen:

»Det er ikke så meget på grund af økonomierne i Rusland og Ukraine, det er mere spændingerne mellem EU og Rusland og USA og Rusland, som giver noget usikkerhed på markederne. Og det vil blive forværret, hvis der udbryder krig.«

Med andre ord: En krig vil være skidt for alles privatøkonomi.

»Man kan sige: Lige nu er vi i en situation, hvor økonomien er lidt sårbar, fordi der er en masse usikkerhed om, hvor mange ting er på vej hen,« siger Søren Kristensen:

»Så det er rigtig dårlig timing. Det er det selvfølgelig altid med krig, men set med økonomiske briller er det ekstra skidt med den her situation lige nu.«