Den enes død, den andens brød.

Det gamle ordsprog passer perfekt når man kigger på markedet for delebiler i København, hvor det i dag er GreenMobility der får brød at spise.

Onsdag kom det nemlig frem, at det Arriva-ejede delebilsfirma Share Now lukker sin forretning i København til næste år.

I den forbindelse er en ny spiller nu klar til at tage over. Det danske selskab GreenMobility, som er noteret på børsen i København, vil som følge af Share Nows-lukning nemlig udvide sin flåde af delebiler markant i det kommende år.

Det skriver GreenMobility i en selskabsmeddelelse:

»Med den nye ændring på markedet planlægger GreenMobility nu at dække de delebiler, som Share Now vil fjerne, ved markant at udvide vores flåde, så ingen af de mange tusinder af københavnere, der er blevet vant til nem adgang til en delebil, vil blive ladt i stikken,« lyder det i meddelelsen.

Det får aktien til at banke op med mere end 20 pct. i onsdagens aktiehandel. GreenMobility-aktien er dog faldet med 24,7 pct. når man kigger på kursudviklingen det seneste år.

GreenMobility vil gå i gang med at udvide sin flåde af delebiler henover de kommende måneder, og selskabet forventer at have omkring 1000 elbiler i hovedstaden i løbet af første kvartal af 2024.

Det vil bidrage »markant« positivt til selskabets omsætning i hovedstaden i 2024, lyder det i meddelelsen.

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.