Kørsel i åben sportsvogn fra kirken, dyre kjoler og ekstravagante gaver. Der er blevet skruet gevaldigt op for konfirmationsfesterne de seneste år.

Det er et følsomt emne, hvor stor en fest, man kan holde for sine børn, og ikke mindst hvor mange penge man bruger på gaver.

Men Karina Højbak fra Lyngby-Taarbæk mener, at det er vigtigt at tage debatten. Hendes søn og datter er begge blevet konfirmeret, og her blev der taget udgangspunkt i børnenes forskellighed, siger hun:

»En konfirmation skal ikke være et udtryk for forældrenes ambitioner.«

Karina Højbak har holdt to vidt forskellige konfirmationer for sine børn.
Karina Højbak har holdt to vidt forskellige konfirmationer for sine børn. Privatfoto

Derfor fik hendes søn en mindre fest med omkring 25 gæster, fordi han ikke ønskede at være midtpunkt til en kæmpe fest, mens hendes datter var centrum for en fest med hele 75 gæster.

»Der kan sagtens have været 50.000 kroner til forskel på de fester, men vi gav vores børn de fester, som de hver især drømte om,« siger Karina Højbak og tilføjer, at hendes børn helt bevidst ikke fik en pengegave, men en ting, de havde ønsket sig.

»Jeg synes, at folk skal lægge de der penge på hylden,« siger hun.

Penge og store gaver ser imidlertid ud til at fylde meget, når den helt store, forlængede konfirmationsweekend ruller hen over landet i næste weekend, der tyvstarter med store bededag fredag 13. maj.

Tip os: Har du fået eller givet en meget stor konfirmationsgave, så kontakt journalist Thomas Ambrosius på tham@bt.dk

For her er der lagt op til et sandt gaveorgie for de mange konfirmander og nonfirmander.

En gennemsnitligt konfirmand vil få gaver for ikke mindre end 31.000 kroner, viser en dugfrisk undersøgelse, som YouGov har foretaget for Nordea.

Konfirmandens forældre er de mest rundhåndede og giver typisk gaver eller pengegaver for 7.500 kroner, mens bedsteforældre møder op til festen med en gave til en gennemsnitligt værdi på 2.275 kroner under armen.

»Det er jo mange penge og viser, at konfirmation er noget, vi prioriterer meget højt og gerne vil bruge mange penge på. Vi har generelt nogle meget høje forventninger til, hvordan en konfirmation skal være,« siger forbrugerøkonom i Nordea Ida Moesby.

Den kraftigt stigende inflation, som udhuler mange danskeres indkomst i disse måneder, har gennemsnitligt betragtet ikke fået danskerne til at skrue ned for gavebudgettet, viser undersøgelsen.

Nogle skruer endda op, fordi en pengegave hurtigt taber værdi på grund af den galopperende inflation, bemærker Ida Moesby.

Hun tilføjer, at der er et meget stort spænd over, hvor mange og store gaver den enkelte konfirmand får.

»Nogle konfirmander får gaver for et godt stykke under 15.000 kroner, mens andre får gaver for et markant større beløb end gennemsnittet på 31.000 kroner. Det afhænger også af, hvor mange gæster, der kommer til festen,« siger Ida Moesby og fortsætter:

»I Danmark har vi en uskreven regel om, at man som gæst, der ikke er en nær relation, kommer med en gave, der nogenlunde svarer til kuvertprisen til festen.«

Godt og vel halvdelen af gaverne gives ifølge undersøgelsen som pengegaver. Det betyder i runde tal, at en gennemsnitligt konfirmand får pengegaver for 17.000 kroner.

Det er så stort et beløb, at man som forældre bør tage en snak med sit barn om, hvad der skal ske med pengene, lyder anbefalingen fra Ida Moesby.

»Man kan for eksempel investere nogle af pengene i nogle brede fonde (mange forskellige aktier samlet i et produkt, red.),« siger hun og fortsætter:

»Uanset hvad man vælger at gøre med pengene, er det en god anledning til som forældre at tale med sine børn om pengenes værdi. Konfirmanderne er jo meget unge, og det kan være godt at lære sine børn, at hvis man lader være med at bruge alle pengene på fornøjelser nu og her, så er der noget på kontoen, når man for eksempel skal flytte hjemmefra.«

En anden mulighed er at skyde gavepengene ind på en særlig konfirmationskonto. Flere banker lokker med favorable renter.

For eksempel kan man i Arbejdernes Landsbank få fem procent i rente på et indestående på op til 25.000 kroner. Man skal dog i Arbejdernes Landsbank og de øvrige banker med konfirmationskonti være opmærksom på, at den høje rente typisk kun gælder omkring et år (se faktaboksen nedenfor).

Tilbage i Lyngby-Taarbæk er Karina Højbak lidt træt af, at der er så meget fokus på gaver og penge.

»Folk hænger sig for meget i de penge. Det er synd. Det vigtigste er, at man samles om det, at ens børn er ved at blive voksne. Om det er konfirmation eller nonfirmation, så er det vigtigste, at de får en dag, hvor de føler, at de er med,« siger hun.