Efter flere år med benhård priskonkurrence har stigende inflation udløst så voldsomme prisstigninger i landets supermarkeder, at alle eksperter nu spår en periode, hvor discount for alvor kommer i højsædet.

Og hvad gør man så, hvis man er en gigantisk dagligvarekoncern og ikke har nogen discountkæde?

Det spørgsmål skal Dagrofa, som driver Meny, Letkøb, Min Købmand og Spar nu til at svare på efter et 2021, som bød på koncernens første overskud i ni år.

Et overskud, som giver blod på tanden og selvtillid.

»For os kommer det selvfølgelig også til at handle om at være konkurrencedygtige på pris. Du skal kunne finde varer i vores butikker, der matcher discountpris, for vi kommer ind i en periode, hvor konkurrencen spidser til,« siger Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa:

»Men hos os skal du også kunne finde et sortiment, som er spændende og har høj kvalitet. Pris er en grundpræmis. Men vi kommer ikke til at konkurrere på de positioner, som discount konkurrerer på.«

De seneste måneder har mange supermarkedsaktører offensivt fortalt om, at de er hårdt ramt af ekstra omkostninger og brugt det som begrundelse for at hæve priserne i et nærmest uhørt omfang.

Har det også været tilfældet for Meny, Spar, Min Købmand og Letkøb?

Tomas Pietrangeli, koncernchef for Dagrofa, jubler efter koncernens første overskud i ni år.
Tomas Pietrangeli, koncernchef for Dagrofa, jubler efter koncernens første overskud i ni år. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Indtil videre har de stigende omkostninger ikke påvirket vores forretning markant, men det er en virkelighed, vi opererer i. Det er en historisk voldsom situation, og vi kommer ikke udenom at hæve priser. Vi er i et inflationsmarked, og derfor vil priser også stige,« siger Tomas Pietrangeli:

»Alle på dagligvaremarkedet skal op i pris. Spørgsmålet er så, hvor meget og i hvilket tempo. Det er de parametre, konkurrencen kommer til at foregå på.«

Generelt gør Tomas Pietrangeli meget ud af at fortælle om den kvalitet, Dagrofa gerne vil levere.

Kvalitet i service, kvalitet i varer, kvalitet i den oplevelse, du møder i koncernens butikker.

»Lige nu står vi et væsentligt stærkere sted, end vi har gjort længe. Alle vores kæder vandt markedsandele sidste år. Og det gjorde vi ved at stå stærkt som den lokale købmand,« siger Tomas Pietrangeli.

Det er også kvalitet, som vil være fokus det kommende år.

»Vi kommer til at investere massivt i at gøre indkøbsoplevelsen mere digital, men du kommer også til at møde lækre, moderne butikker, som er inspirerende at købe ind i, og som er forankrede omkring en købmand eller købkvinde,« siger Tomas Pietrangeli:

“Pris er vigtigt, men høj faglighed er enormt vigtigt for os. Vi har en sommelier i alle Meny-butikker, vi har uddannet personale i frugt og grønt, vi har en slagter. Du kan få rådgivning, som du ikke kan få andre steder. Og det oplever vi virkelig, der er stor efterspørgsel på.«